Tøj til Højtid og Fest. Rudersdal på Lærredet

To udstillinger på Mothsgården

 

Billede   Billede

Tøj til Højtid og Fest

Udstillingsperiode 7. oktober 2016 - 23. april 2017

En udstilling i selskabelighedens tegn. Udstillingen viser et udpluk af de seneste godt 100 års dragter fra bl.a. dåb, konfirmation, bryllup og andre festlige lejligheder.

Nogle af udstillingens dragter stammer fra museets egne samling. Men en stor del af dragterne er nyerhvervelser eller lån fra private borgere til museet.

 

Højtid og fest

Højtider og fest er forbundet med traditioner, som foreskriver, at man bærer traditionsrigt og/eller særligt fint tøj. Festtøjet tjener til yderligere at adskille den festlige begivenhed fra hverdagen.

Festtøj følger gerne de generelle strømninger inden for moden. Det kan være fint, højtideligt, vovet eller ærbart, alt efter hvad tidens tendenser dikterer. Ofte er det højtidelige festtøj fyldt med symboler og traditionsrige elementer.

Livets fester

Udstillingen viser et udpluk af festligt og højtideligt tøj fra de seneste godt 100 år. Hovedparten af dragterne er tøj båret til dåb, konfirmation og bryllup. Højtider, man kan kalde for livets fester. Som overgangsritualer har disse fester i århundreder markeret ændringer i folks liv.

Tøjet er fra en tid præget af store forandringer, hvor traditionerne inden for tøjmode samt højtidernes ritualer og betydning også har ændret sig – hvilket viser sig i de udstillede dragter.

Udstillingens tilblivelse

Museet har modtaget overvældende opmærksomhed og støtte fra lokale borgere under forberedelserne til denne udstilling.

Gennem en aktiv indsamling har museet modtaget lån og donationer fra de mange borgere, der har fundet fotos, dragter og effekter frem, som fortæller om deres eller deres families højtider og fester. Især har museet modtaget mange spændende brudekjoler og bryllupsbilleder.

Derved har Rudersdal Museer kunnet udbygge sin samling og viden om livets store øjeblikke inden for de seneste 50-60 år med spændende historier og genstande, som museet nu vil kunne bevare for eftertiden.

Som en væsentlig del af udstillingen Tøj til Højtid og Fest kan museet også præsentere en unik og omfattende samling af de såkaldte frakkeskjolde - en nu næsten glemt dragtskik fra 1800- og 1900-tallets fine uldfrakker. Samlingen er stillet til rådighed af en privat samler.

 

Rudersdal på lærredet

Birkerød- og Søllerødegnen set gennem malerøjne

Efter mere end et års restaureringsarbejde står Mothsgårdens hovedbygning nu endelig færdig. Rudersdal Museer slår dørene op til de smukke lokaler, og viser en udstilling af kunst, der skildrer landskabet i det, som i dag er Rudersdal Kommune, fra 1700-tallet og ind i 1900-tallet. Malerierne fra den gamle Søllerød Kommunes område er hovedsagelig fra guldalderen, de fleste er fra 1800-tallet og malet i den velkendte på en gang romantiske og virkelighedstro stil. Anderledes forholder det sig med kunst fra den gamle Birkerød Kommune, som for det meste er fra første halvdel af 1900 tallet, og præget af den tids mere moderne tilgang til maleriet. Vi viser også et udvalg af vores unikke samling af akvareller af Jean-Francois de Jonquieres, som har en meget stor historisk værdi.

Udstillingen kan ses indtil medio 2017




Sidst opdateret: 02.01.2017

  • Rudersdal Museer Administration
  • |
  • Biblioteksalléen 5
  • |
  • 2850 Nærum
  • |
  • Tlf. 46 11 56 50
  • |
  • museum@rudersdal.dk