Åben museumsgrund på Henriksholms Allé

Rudersdal Kommune/Rudersdal Museer inviterer naboer og andre interesserede til informationsmøde om det nye museum for Vedbækfundene, der skal ligge ved Henriksholm.

Rudersdal Kommune/Rudersdal Museer afholder den 29. september kl. 10-13 et informationsmøde om det nye museum for Vedbækfundene, der skal ligge ved Henriksholm. ​

Arrangementet foregår på den nye grund, og her vil der blive rig lejlighed for at stille spørgsmål til projektet. Du kan bl.a. få svar på, hvad museet kommer til at betyde for lokalområdet og dets naboer. Politikere og museumsfolk vil stå parat til at svare på de spørgsmål, der måtte være om opførslen af det nye museum.

Mens de voksne er i gang, er der åben boplads for børn og barnlige sjæle med bål og sjove stenalderaktiviteter. Børn kan f.eks. lave deres egen flintekniv, skyde med bue og pil, smage stenaldermad eller udgrave et ”skelet”. 

Program

Kl. 10-13: Sjove aktiviteter for børn
Kl. 11-12: Borgmester Jens Ive og kommunalbestyrelsesmedlem Kristine Thrane præsenterer tankerne bag projektet. Mød også kulturchef Birgit Hoé Knudsen og museumschef Anja Olsen. Herefter er der mulighed for at stille spørgsmål.

Baggrund

  • Vedbækfundene består af 7.000 år gamle grave fra det jægerfolk, der boede i Vedbæk i den sidste del af jægerstenalderen, i dag udstillet i en staldlænge på Gl. Holtegaard. 
  • Rudersdal Kommune har erhvervet en grund på Henriksholm tæt på det sted, hvor Vedbækfundene oprindeligt blev udgravet. Her kan gravenes og skelletternes stærke og dramatiske historie i fremtiden blive formidlet på nye og spændende måder. 
  • De enestående fund, der spiller en central rolle i Danmarkshistorien blev vakt til live i DR’s serie Historien om Danmark i 2017.

Er du nysgerrig, eller har du spørgsmål til, hvad projektet vil betyde for dig og dit lokalområde, skal du blot møde op på dagen. 

Find vej

Du finder byggegrunden på Henriksholms Allé. Grunden har endnu ikke et husnummer tilknyttet, men du kan se placeringen på kortet her. Der vil være sat telte op på grunden i tilfælde af dårligt vejr.

 

Kort over museumsgrund