Spring til indhold

Bystævnet i Øverød

Bystævnet i Øverød, Øverødvej

Ved Øverødvej ved Suhmsmindevej står et lindetræ omkranset af store sten. Det var her det gamle bystævne i landsbyen Øverød lå. I dyrkningsfællesskabets tid, før landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700- tallet, blev dyrkningen af landsbyens fællesjord planlagt på bystævnet i hjertet af Øverød. Det var oldermanden, der kaldte byens bønder til møde på bystævnet om alle store og små spørgsmål i fællesskabstiden. Bystævnet bestod af et lindetræ og en sten for hver af de seks gårde i Øverød. Gårdene hed fra 1800-tallet: Vejlegaard, Paradisgaard, Skovly, Højbjerggaard, Havarthigaard og Rygaard.

Omkring år 1900 blev Bystævnet fjernet, men det blev retableret i 1909. Den seneste istandsættelse fandt sted i 1999 i forbindelse med fejringen af Grundlovens 150-årsdag den 5. juni. Byhornet, som blev anvendt til at kalde bønderne til stævne, var et kohorn med de første selvejerbønders indridsede initialer. Byhornet findes i dag i Rudersdal Museers samlinger.

PLACERING: Øverødvej ved Suhmsmindevej
KUNSTNER: —
DATERING: 1300-tallet med flere senere ændringer og restaureringer
MATERIALE: granitsten og lindetræ.
MÅL I CM: de seks granitsten i en cirkel med en ydre diameter på 470

Forslag til litteratur:
Niels Peter Stilling, Kulturslangen (1996): s. 22
Jan Møller: Ture i Søllerød (1990): s. 17-18
Søllerødbogen 1999: s. 32
Søllerødbogen 2001: s. 86

Du kan ringe til tlf. nr. 99 400 848 (8) og høre historien bag bystævnet