7. april

Danmark dygtigste bondekone

Mens Rudersdal Museer er lukket, holder vi en lille del af udstillingen åben ved at bringe nogle af de gode historier her.

Kvinden, som fik dette tilnavn ”Danmarks dygtigste bondekone, var Hanne Nielsen på Havarthigården i Øverød.

I slutningen af 1800-tallet var hun vidt berømt for sine oste. I 1853 etablerede hun som 24-årig sit eget gårdmejeri. Her fremstillede hun en række forskellige oste som myse- og cheddarost. Hun foretog flere rejser rundt i Europa for at lære at fremstille nye slags oste og modtog en række danske og internationale priser. Ostene solgte hun fra sin egen butik i København, og i 1870 opnåede hun også at blive kongelig hofleverandør.

Udviklingen overhalede dog hendes håndværk med mælk udelukkende fra hendes egne 40 køer. Hun brugte stadig den håndrevne smørkerne, som hun står med på billedet. Smørkernen er udstillet på Mothsgården.

Med en dampdreven centrifuge kunne man i 1880’erne behandle langt mere mælk. De nye andelsmejerier behandlede mælk fra over 300 køer og eksporterede smør til det britiske marked.