Spring til indhold

Døbefonten

Døbefonten, Mothsgården

På gårdspladsen ved Mothsgården står en døbefont. Døbefonten er en - ikke ganske nøjagtig - kopi af døbefonten i Skt. Bendts kirke i Ringsted, udført af den gotlandske stenhugger Sighraf i midten af 1100-tallet. Det vides ikke med sikkerhed, hvor kopien stammer fra.

Man ved dog, at den omkring 1918-20 har stået i generalkonsul Johan F.C. Hansens (1861-1943) private kunstmuseum på Kastelsvej på Østerbro. Ved museets opløsning i 1932 blev den opstillet i Johan F.C. Hansens  have ”Villa Bondicar” i Skodsborg, hvor den blev anvendt som blomsterkumme. Senere blev den flyttet til sønnen Johan D. Hansens have på Kong Valdemarsvej i Søllerød. Med gavebrev af 16. marts 1989 overdrog Johan D. Hansen døbefonten til Søllerød Museum. I september 1991 blev fonten opstillet i museets gårdhave.

Fonten har en billedfrise, der viser syv bibelske motiver – bebudelsen, besøgelsen, fødslen, De hellige tre Konger, De hellige tre Kongers drøm, flugten til Ægypten og indtoget i Jerusalem.

placering: Mothsgårdens gårdhave

kunstner: muligvis Axel Poulsen (1887-1972)
datering: begyndelsen af 1900-tallet. Opstillet her 1991
materiale: sandsten
mål i cm: sokkel 45x43x43, fonten: 40x73

Forslag til litteratur:
Søllerødbogen 1994: s. 103