Johan Mantzius, mindesten ved Mantziusgården

Mindesmærket for Johan Mantzius står omgivet af den skole, han skabte. Johan Mantzius blev født i 1834. Han kom til Birkerød i 1858 som huslærer for Pastor Begtrups børn og et par andre børn fra byen. Boligen, hvor den første undervisning fandt sted, lå omtrent der, hvor Stationsvejen møder Hovedgaden helt ude ved Jernbanen.

I 1868 oprettede Johan Mantzius og hans kone Elisabeth, født Mollerup, den første skole i en tidligere gartnerbolig. På stedet er der nu restaurant. Siden blev den lave bygning nord for mindestenen opført. Her var både bolig, skolestuer, elev- og lærerboliger, idet Mantzius lagde megen vægt på, at eleverne boede i hjemlige omgivelser, med fri adgang til skolelederens stuer.

Men skolen voksede og tiltrak mange elever både fra omegnen og fra resten af landet. Samtidig var skolen ramme om forskellige sports - og kulturarrangementer. Mantzius stiftede en foredragsforening i 1864 og indførte sport, især fodbold på skolen efter forbillede fra engelske kostskoler.  Den første offentlige fodboldkamp i Danmark blev spillet i 1883 mellem Birkerød Kostskole og Københavns Boldklub (KB). Birkerød Kostskole vandt 4-0. Atletik og gymnastik var også vigtigt for Mantzius. Allerede omkring 1880 var der gymnastiksal og udendørs fodbold- og løbebaner. Selv cricket spillede man på Birkerød Kostskole – noget, der kun blev spillet få andre steder i landet.

I 1905 havde skolen vokset sig så stor, at en udvidelse var nødvendig. En 3-etagers bygning med elevværelser oppe under taget, blev bygget. Bygningen rummer nu 10. klasser, pensionisthus og fritidsordning. Den sidste bygning, der blev opført, inden skolen flyttede uden for centrum, var den gule laboratoriebygning syd for mindestenen. Den blev opført i 1939 ligeledes med elevværelser oppe under taget.

Johan Mantzius var en markant person, både som lærer og skolestifter, men døde desværre tidligt som 56-årig i 1890.  Han blev efterfulgt af skiftende skoleledere. Skolen havde til tider en vaklende økonomi, men bevarede sin stærke position blandt landets betydningsfulde kostskoler, også efter den i 1920 blev overtaget af staten og blev til Birkerød Statsskole. Skolen havde på det tidspunkt 204 elever i gymnasiet og mellemskolen. Skolen havde stor tilgang af kostelever fra provinsen helt op til 1950’ erne, idet der stort set kun fandtes gymnasier i de større byer. I 1968 flyttede skolen til nye og moderne bygninger, hvor der stadig er en afdeling for ca. 75 kostelever.

Stenen er rejst af elevforeningen Birkerød Kostskole Samfund og opstillet i 1892. Der er et portræt af Mantzius på forsiden af mindesmærket og en inskription:

Johan Mantzius

Elever rejste dette minde

1892 

placering: Johan Mantziusvej 7, foran Mantziusgården
kunstner: L. Brandstrup
datering:  1892
materiale: Granit
mål i cm: Sokkel: H. 70; Monument: H. 230, D: 50; B:135; soklen er formet som bænk ud til siderne.

Forslag til litteratur:
Johan Røssel: Træk af Birkerød Sogns Historie (1979)    
Erik Jørgensen, Skolen i Birkerød 1868-1993 (1993): s.10-56
Birkebladet sept. 1967, s.6
Birkerød Avis 7-8-1990     
Birkerød Avis 16-7-1996
Birkerøds Historie, Kulturhistoriske Tidsbilleder (2008): s.65ff
Dansk Biografisk Leksikon (1981): s. 404