Spring til indhold

Stenen for det første træ

Stenen for det første træ, Næsseskoven

"Stenen for det første træ". står i Næsseskoven 50 m nordvest for "Eremittens Farvel". 

Storkøbmanden Frédéric de Coninck købte Dronninggård i 1781 og opførte i stedet Næsseslottet. På det tidspunkt var der blandede vækster, mosehuller m.v. herunder også skov. Sammen med Drevon begyndte de Coninck at renovere Næsset. Det første træ, som stenen er sat for, er antagelig plantet af de Coninck i 1781 eller 1782, da han gik i gang med at renovere området. Senere har de Coninck eller hans efterfølgere ændret teksten og beder i teksten efterfølgende ejere om at bevare det første træ. I 1911 beskriver Eiler Nystrøm træet som en gammel bøg. Træet er dog for længst forsvundet.  

Den nuværende tekst lyder: 
DETTE HER AF
FREDERIK DE CONINCK
ANNO MDCCLXXXVIII FØRST
PLANTEDE TRÆ
AERE
EFTERKOMMENDE EIERE
HELLIG
 

Men teksten har oprindeligt haft en anden inskription. Jean Frédéric Henry de Drevon(1734-1797) boede hos familien de Coninck i årene 1782-1786. Drevon stod for at anlægge haven til landstedet Næsseslottet, som blev opført i 1782-84. Drevon forfattede en beskrivelse af hele anlægget som en slags projektafslutning til vennen de Coninck. I Drevons beskrivelse omtalte han i 1786 stenen med denne inskription:

”Dette först plantede trae
vaere Dronninggaard
Skytsengel helliget”.

Den inskription, som Drevon beskrev på stenen, svarer således ikke til den nuværende. Den nuværende tekst må derfor være indhugget langt senere. 
 

PLACERING: Næsseskoven 50 m nordvest for Eremittens Farvel.
KUNSTNER: —
DATERING: 1782/1788
MATERIALE: granit
MÅL I CM: 85x100x130

Forslag til litteratur: 
Frederick De Coninck og Dronninggaard (1987): s. 44
Eiler Nystrøm, Søllerød sogn i fortid og nutid (1911): s. 211