1. april

Vedbæk krohave

Mens Rudersdal Museer er lukket, holder vi en lille del af udstillingen åben ved at bringe nogle af de gode historier her.

Corona er ikke den første sygdom, som drager hærgende over landet. Det er Andreas Juuels maleri fra 1853 en indirekte påmindelse om. Værket viser en sommeraften i Vedbæk krohave. I midten ses køberen af maleriet, Andreas Simmelhag med stok og hat.

Han var en rig københavnsk varemægler, og rundt om i haven har kunstneren foreviget hans familie. Kroens rejsestald i bindingsværk og de lokale fiskere, der netop har trukket deres både op på stranden, danner baggrund for borgerskabets udflugt. På Øresund ligger damperen på vej tilbage til København, hvor koleraen hærger.

Fru Simmelhag var et af dens ofre, men på maleriet er idyllen uspoleret, og den afdøde hustru sidder til venstre ved det lille bord.