Hop til hovedindhold

Besat & Befriet – Rudersdal i krigen 1940-45

Fra d. 28. marts markerer Rudersdal Museer 80-året for Danmarks befrielse med en særudstilling om besættelsestiden i et lokalt perspektiv.

Da verdenskrigen kom til Rudersdal

Danmark forsøgte længe ihærdigt at holde sig ude af den ulmende verdenskrig. Med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 gjorde krigen dog sit indtog og satte sit præg på landet. Biler blev klodset op på grund af benzinmangel, så folk tyede til cyklen og den offentlige transport, og varemangel, mørklægning og samarbejdspolitik lagde sig som en skygge over dagligdagen. 

Ideologierne, som havde sat Europa i brand, blev synlige i gadebilledet. De danske nazister marcherede i Holtes gader. Værnemagtens soldater, fra de store lejre tæt ved Birkerød, bevogtede jernbanen. Omvendt fandt borgerne sammen om alsang for at styrke sammenholdet på Holte Gymnasium, og i Birkerød kæmpede partiet Dansk Samling for at opildne folket nationalt med afstandtagen til besættelsesmagten og samarbejdsregeringen. 

Gløderne fra verdenskrigens bål slog ud i flammer, når modstandsbevægelsen udførte sabotageaktioner og stikkerlikvideringer, mens besættelsesmagten og dens danske håndlangere svarede igen med terror, henrettelser og drab.

 

Udstillingen kan opleves på museet Mothsgården fra den 28. marts 2025 og frem til og med den 19. oktober 2025. 

 

Som del af markeringen af 80-året for befrielsen vil der året igennem være arrangementer for alle aldre ved Rudersdal Museer, som sætter besættelsestiden, undtagelsestilstande, krig og konflikt i perspektiv.