Mothsgården

Ældste landsted
Mothsgården er Danmarks ældste bevarede landsted. I slutningen af 1600-tallet var det lystejendom for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Matthias Moth (1649-1719) var topembedsmand under Christian 5.. Han begyndte at indsamle stof til sin store ordbog ca. 1686. I 1699 blev han afskediget og kunne hellige sig arbejdet med ordbogen. Ved sin død efterlod han et omfattende håndskriftsmateriale, i alt 62 foliobind, som i dag findes på Det Kongelige Bibliotek. Ordbogen er aldrig før blevet udgivet, men du kan se et af hans håndskrevne bind på Mothsgården.

Udflugtsmål
Mothsgården har skiftende udstillinger, som belyser Rudersdalegnens historie i både lokalt og internationalt perspektiv. Mothsgården ligger mellem kirken og kroen i Søllerød og er et godt udgangspunkt for en tur i Kirkeskoven eller langs Søllerød sø.
I Mothsgårdens museumsbutik kan man købe kaffe og is, som kan nydes enten i museets have eller i køkkenet, som er tilbageført til sit udseende i 1917.
Åbningstider
Pris: Voksne 40,-
Pensionister, studerende og grupper på over 10 pers.: 20,-
Børn under 18 år: gratis
Billet giver også adgang til Vedbækfundene samme dag.
Gratis adgang for medlemmer af Historisk-Topografisk Selskab for Søllerødegnen.
Lukket 24.-26. december, samt 31. december og 1. januar