Carl Michelsens mindesten
Ved Skodsborg Station i den nordlige ende af stationspladsen står en mindesten for hofjuvelér Carl Michelsen(1853-1921).
Han var en af Danmarks førende juvelérer med forretning i Bredgade i København. Han var medstifter af Skodsborg Kommunalforening i 1903 og en ivrig forkæmper for fredningen af Øresundskysten mellem Strandmøllen og Skodsborgbakken (E 6). Han var også dybt engageret i lokalhistorisk forskning, og stod bagved udgivelsen af Eiler Nystrøms: ”Søllerød sogn i Fortid og Nutid” 1911. Carl Michelsen var fra 1888 landligger i Skodsborg og byggede i begyndelsen af 1902 en helårsbolig. Villaen blev nedrevet i 1958-59 for at give plads til ”Skodsborgparken”. Det stråtækte hus, der ligger på skrænten ned mod Strandvejen, var oprindelig daglejerhus til landstedet ”Aggershvile”. Det er stedets ældste hus. Det var i 1963-1992 Søllerød Kommunes Skodsborg Filialbibliotek. Nu benyttes det af kommunens pensionist- og ældreråd.
På forsiden af den trekantede mindesten ses et bronzerelief af Carl Michelsen omgivet af en krans af blandt andet rug- og hvedeaks. Derunder følgende inskription: ”Carl Michelsen/formand/for/Skodsborg/Kommunalforening/1903-1921” .
Placering: Skodsborgparken, nordlige ende af stationspladsen, på kystsiden af banen
Kunstner: Svend Jespersen (1895-1985)
Datering: 2. oktober 1923
Materiale: sandsten med relieffer i bronze
Mål i cm: 183x40x40
Forslag til litteratur:
Gunnar Sandfeld, Søllerød som det var engang (1972-80): bd. 6 s. 202 – 203, 216 – 217, 221.
Bo Bramsen (red.), Strandvejen før og nu (1995): bd. 1 s. 315, 340, 360.
Søllerødbogen 1986: s. 112
Søllerødbogen 1991: s. 182
Søllerødbogen 1996: s. 96, 100, 158
Dansk Biografisk Leksikon (1981): bd. 9 s. 573
Niels Peter Stilling, Skodsborg (2003): s. 56 ff, 74
Du kan ringe til tlf. nr. 99 400 821 (3) og høre historien bag monumentet.