Carl Ottosens buste
I haven foran kurhotellet på Skodsborg Strandvej 139 står en buste til minde om Skodsborg Badesanatoriums grundlægger Jacob Carl Ottosen.
Inskriptionen på busten lyder: ”Overlæge/Carl Ottosen/Skodsborg/badesanatoriums/grundlægger”.
Jakob Carl Ottosen (1864–1943) stammer fra Elling sogn i Vendsyssel. Han blev uddannet som læge i 1896. Han studerede helse hos den amerikanske læge og ekspert i fysioterapi John H. Kellogg i Battle Creek, Michigan. Jakob Carl Ottosen sluttede sig til Syvende Dags Adventisterne og kort efter hjemkomsten til Danmark grundlagde Carl Ottosen sammen med sin kone efter amerikansk forbillede Skodsborg Badesanatorium.
Badesanatoriet åbnede i 1898 og blev hurtigt velbesøgt. Fra 1920’erne var der plads til små 300 gæster. Carl Ottosen var overlæge ved sanatoriet indtil 1936 og derefter kurlæge indtil 1940.
Skodsborg Badesanatorie måtte lukke efter at være gået konkurs i 1992, men det genopstod kort efter i andet regi.
Placering: Skodsborg Strandvej 139
Kunstner: Ernst Ottosen
Datering: 1923
Materiale: sokkel: granit, buste: bronze
Mål i cm: sokkel: 150x45x56, buste: 50x27x53
Forslag til litteratur:
Søllerødbogen 1983: s. 105
Gunnar Sandfeld, Søllerød - som det var engang (1972-80): bd. 6 s. 152
Pjecen ”Skodsborg rundt på egen hånd” nr. 34