Hop til hovedindhold

Edvard Griegs mindeplade

I gavlen på Mothsgården ud mod gadekæret i Søllerød sidder en tavle til minde om komponisten Edvard Griegs ophold på Mothsgården.

Tavlens inskription lyder:

”Her i Mothsgaarden/komponerede/Edvard Grieg/i sommeren 1868/koncerten for klaver/og orkester/Søllerød Kommune satte dette minde 1968”.

Den norske komponist Edvard Grieg (1843–1907) besøgte ofte Danmark. Hans mors familie - familien Hagerup boede i Danmark, og Grieg havde nær tilknytning til den danske musikverden. Grieg giftede sig i 1867 med sin danske kusine, sangerinden Nina Hagerup, og flyttede til Norge. Allerede i 1868 var de i Danmark igen med deres nyfødte datter Alexandra. Grieg opholdt sig ved denne lejlighed i Mothsgården, mens hans kone og barn boede hos familien i København.

Musikstykket, der refereres til, er Griegs berømte hovedværk, klaverkoncerten i a-mol, der blev komponeret under opholdet i Søllerød.

Placering: Mothsgården på gavlen ved gadekæret

Kunstner: 
Datering: 1968
Materiale: sandsten
Mål i cm: 30x46

Forslag til litteratur:
Niels Peter Stilling, Kulturslangen (1996): s. 28.
Grieg i Danmark – Grieg i Søllerød, Søllerød Museum (1993).
Søllerødbogen 1949: s. 40
Søllerødbogen 1994: s. 66

Edvard Griegs mindeplade monument