Et kongeligt jagtlandskab i verdensklasse
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland stammer fra 1600-tallet, hvor den enevældige kong Christian 5. drev parforcejagt i området. Siden 2015 har landskabet været optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.
Verdensarv
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er præget af snorlige veje og en række storslåede vejstjerner, der tilsammen fortæller historien om, hvordan parforcejagtens makabre jagtform og iscenesættelsen af den danske kongemagt i slutningen af 1600-tallet tilsammen satte et markant aftryk på de nordsjællandske skovområder.
Christian 5. tæmmede den vilde, ufremkommelige nordsjællandske natur ved at etablere et avanceret system af jagtveje, der blev udarbejdet ved hjælp af tidens ypperste matematiske videnskaber. Jagtvejene gjorde det muligt at drive parforcejagt, en med nutidens øjne bestialsk jagtform, men i 1600-tallet var det højeste mode. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa.
Hvad er Parforcejagtlandskabet?
Det er således ikke jagten, hvor man udvalgte en kronhjort og jagtede den i timevis, så den til sidst var så udmattet, at den segnede, og kongen herefter nemt kunne slå den ihjel med et spyd eller kort sværd (en hirschfænger), men selve landskabet, der er erklæret verdensarv. Et landskab, som det endnu i dag er muligt ved selvsyn at se, når turen går gennem Dyrehaven ad de mere end 300 år gamle jagtveje.
Læs mere om Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland:
Se parforcejagthornet
Verdensarven er et jagtlandskab under åben himmel, men vil du gerne dykke ned i dets historie, så kan du se en hirschfænger og det store parforcejagthorn på Mothsgården, Rudersdal Museer i Søllerød. Her kan du også få historien om Matthias Moth, der var Christian 5.'s mest betroede embedsmand og uofficielle svoger, da Matthias’ søster Sophie Amalie var kongens anerkendte maitresse (elskerinde).
MothsgårdenGå i verdensarven
Parforcejagtlandskabet er en del af Rudersdal Kommune, da landskabet strækker sig ind i Jægersborg Hegn. Skodsborgvej, Køromvej, Mathiasvej, Blinde Allé og Domænevejs vestlige ende hører til det vejnet, der blev brugt til parforcejagt og som fortsætter i Dyrehaven. SkodsborgRuten, der er en motions- og naturoplevelsesrute i Jægersborg Hegn, tager dig også igennem noget af landskabet.