Hop til hovedindhold

Faldne under 2. Verdenskrig, mindeplade, Søllerød Kirkegård

En mindesten for borgere i Søllerød Kommune, som mistede livet som følge af 2. Verdenskrig er opsat på Søllerød Kirkegård på den sydlige kirkegårdsmur.

Søllerød Tidende tog umiddelbart efter krigen initiativ til en indsamling til en mindetavle, hvor borgere fra Søllerød Kommune, der omkom som følge af krigen, blev mindet. Indsamlingen sluttede i december 1945, og en komite bestående af bl.a. borgmester Andreas Gotfred Schneider og brugsuddeler Robert Malmberg blev nedsat for at træffe afgørelse om projektet. I begyndelsen af 1948 blev mindetavlen afsløret af blandt andre provst Gunnar Sparsø. 

Inskriptionen på mindestenen lyder:

”TIL MINDE OM BORGERE

I SØLLERØD KOMMUNE SOM

SATTE LIVET TIL UNDER

KAMPEN FOR DANMARKS BEFRIELSE 1940-1945

HENRIETTE HANSINE GERDAWIZCHKE
*10. JANUAR 1913                            +21. APRIL 1943

KAJ CHRISTIAN DIDERICHSEN
*31. DECEMBER 1909                      +26. JUNI 1944

JENS CHRISTIAN LAURITZ JENSEN
*2. APRIL 1906                                  +27. JUNI 1944

KAJ EGON AUGUSTESEN
*17. MARTS 1920                              +1. JULI 1944

STEFFEN HARALD JOHANSEN
*11. NOVEMBER 1921                      +6. NOVEMBER 1944

OTTO THEODOR VILHELM MALLING
*18. APRIL 1904                               +20. DECEMBER1944

BENT GLAD von MÜLLEN
*8. MAJ 1914                                    +29. DECEMBER1944

IB FISHER
*23. MARTS1921                               +3. MARTS 1945

KIRSTEN BIRGITTE PRYTZ JENSEN
*6. JUNI 1935                                   +21. MARTS 1945

Henriette Hansine Gerdawizchke sejlede under krigen, muligvis med ØK. Skibet hun sejlede med blev torpederet i Nordatlanten i 1943. Familien fik først underretning om ulykken efter krigen.

Kaj Christian Diderichsen var ekviperingshandler på Kongevejen 44, Holte. Han blev sammen med Jens Christian Lauritz Jensen skudt i Frederikslund Skov d. 26. juni 1944 efter en sabotageaktion mod et troppetransporttog på Nordbanen. Hverken Kaj Christian Diderichsen eller Jens Christian Lauritz Jensen var modstandsfolk, og de havde intet med sabotagen at gøre, men var uheldigvis tilstede i Frederikslund Skov sammen med deres koner samtidig med sabotageaktionen. 

Jens Christian Lauritz Jensen blev sammen med Kaj Christian Diderichsen skudt i Frederikslund skov 26. juni 1944 af tyske soldater, efter en sabotageaktion mod et troppetransporttog på Nordbanen. De havde ikke noget med sabotagen at gøre, men var i skoven med deres respektive koner.

Kaj Egon Augustesen var arbejdsmand i Vedbæk. Han blev dræbt tilfældigt under folkestrejken.

Steffen Harald Johansen var kontorassistent. Han var tilknyttet det illegale blad ”Frit Danmark” og forskellige sabotagegrupper. Han blev dræbt af Bothildsen-Nielsen og Henning Brøndum-banden på hjørnet af Vestergade og Lars Bjørnsstræde.

Otto Theodor Vilhelm Malling var direktør, reklamekonsulent og tilknyttet modstandsgruppen ”Holger Danske” og de illegale transportruter i Nordsjælland. Han blev arresteret den 12. december 1943 og anbragt i Horserød, Frøslev og Neuengamme. Han døde i Neuengamme.

Bent Glad von Müllen var skuespiller. Han blev dræbt foran Odense Teater.

Ib Fischer var kontorassistent. Han var tilknyttet modstandsgruppen ”Holger Danske”. Han blev arresteret ved sit hjem i Jacob Erlandsensgade 11, dødsdømt og henrettet 3. marts 1945 i Ryvangen.

Kirsten Birgitte Prytz Jensen (6/6 1935–21/3 1945) omkom 10 år gammel, da Den franske Skole på Frederiksberg ved en fejltagelse blev bombet af engelske kampfly under angrebet på Shellhuset i København.

 

Placering: Søllerød kirkegård, på den sydlige kirkegårdsmur.
Kunstner: Palle Suenson (1904–1987)
Datering: januar/februar 1948
Materiale: sandsten
Mål i cm.: 120x92

Forslag til litteratur:
Niels Peter Stilling (red.), Søllerød i sort og hvidt (1995) s. 131.
Søllerødbogen 1983 s. 48
Søllerødbogen 1986 s. 75
Søllerødbogen 1996 s. 125
Ib Damgaard Petersen (red.), Faldne i Danmarks frihedskamp 1940 – 45 (1970)
Anders Bjørnvad, Krigens Monumenter 1940 – 1945 (1999) s. 259
Søllerød Tidende nr. 41 13/12 1945
Søllerød Tidende nr. 3 torsd. 5/2 1948
Søllerød Tidende nr. 18 5/5 1955

En mindesten for borgere i Søllerød Kommune, som mistede livet som følge af 2. Verdenskrig er opsat på Søllerød Kirkegård på den sydlige kirkegårdsmur.  monument