Historier fra Rudersdal og Rudersdals Historie

Ole Pedersen Kollerød blev født i landsbyen Kollerød, Lynge sogn, ved Hillerød, d. 11. september 1802.

I 1814 blev den 12 år gamle Ole Kollerød tjenestedreng hos bl.a. præsten i Jørlunde. 18 år gammel rejste han til København, hvor han kom i møllerlære.

Ifølge hans egen skildring var det her, han blev lokket ind på forbryderbanen af en ældre svend på møllen. Efter gentagne tyverier og næsten lige så mange fængselsophold begyndte en trøstesløs vagabondering med kortvarige job rundt om på Sjælland.

I 1837 skete den begivenhed, der blev skæbnesvanger for Ole Kollerød. Den 14. juni myrdede han og to andre forbrydere papirkusk Lars Petersen fra Nymølle Papirværk ved Mølleåen.

Det var Ole Kollerød, der svang kniven over Lars Pedersen, da papirkusken viste sig ikke at være den svækling som medgerningsmændene på forhånd havde sagt. Lars Pedersen vågnede under mændenes indbrud og satte sig voldsomt til modværge. Han greb fat i Ole Kollerød som ifølge sin egen beretning skar halsen over på ham, af frygt for at blive afsløret af kuskens råb.

Overfaldet var planlagt i hjemmet hos en af forbryderne, der boede under usle forhold i (Gl.) Holte. Det var også i dette hjem, at forbrydelsen senere blev opklaret. Det var nemlig her - det første sted nogen ville lede - forbryderne gemte sig efter mordet. Og de havde en del af det sparsomme bytte med, bl.a. ofrets hat.

I tidsrummet mellem domfældelsen og henrettelsen skrev Ole Kollerød ”Min historie”, som er et enestående kultur- og socialhistorisk dokument på 218 tekstsider. Mordet i Nymølle har en meget central placering i disse erindringer, der i høj grad bidrager til forståelsen af den fattige underklasses forhold i begyndelsen af det 19. århundrede.

"Min historie" blev skrevet i taknemmelighed til kaptajn og stokhusinspektør A. von Agerholm. Det var under opholdet i Stokhuset, at Agerholm, ved sin humane indstilling, vandt Ole Kollerøds hjerte i en sådan grad, at han besluttede at skrive sin selvbiografi og forære den til kaptajnen.

Gennem Ole Kollerøds ordforråd og stavemåder i bogen, får vi oplysninger om både almuesproget på hans fødeegn og landsbymiljøet; vi må heraf antage, at Ole Kollerøds skrevne ord gengiver den nordsjællandske dialekt, som den taltes i Kollerød for ca. 6 generationer siden (Dansk folkemål bd. 14, årgang 1943).

Den 17. november 1840 på Amager Fælled satte bødlens økse punktum for Ole Kollerøds sørgelige liv.

”Det begynder ikke, før jeg kommer,
sagde Ole Kollerød, da han skulle henrettes”
(Dansk mundheld 1899)

Havarthigården i Øverød var i slutningen af det 19. århundrede hjemsted for et markant ægtepar: Mejeripioneren Hanne Nielsen og landmand Hans Nielsen. Den ene landskendt, den anden lokalkendt. Usædvanligt for deres tid var det, at konen tegnede firmaet og gjorde sit navn kendt langt udenfor Danmarks grænser.

Hanne Nielsen udviklede og højnede dansk mejeribrug, og Hans Nielsen havde forstand på at tjene penge. Da den økonomiske fremgang i 1850’erne gjorde bønderne velhavende, byggede Hans Nielsen et teglværk tæt ved gården. Bønderne byggede som aldrig før, og Hans Nielsen lavede 6-700 000 mursten om året, samt ca. 100 000 drænrør til afvanding af marker. Hans Nielsens mursten blev bl.a. brugt til at genopføre Frederiksborg Slot efter branden i 1859.

Medens Hanne Nielsen lærte moderne mejeribrug forskellige steder i Danmark, byggede Hans Nielsen en ny gård hjemme i Øverød. Komplekset var færdigt i 1867 og kom til at hedde Havarthigård. Hans Nielsen var en dygtig landmand og teglværksejer, og selvom han ikke var landskendt som sin kone, var han kendt i lokalsamfundet, hvor han var medlem af sognerådet. Han nåede da også ud over sognets grænser, da Havarthigården i 1876 var i ”Ugeskrift for Landmænd” i en række beskrivelser over førende danske gårde.

Hans Nielsen drev sin gård efter de mest moderne metoder, og til dette krævedes en moderne indrettet gård med moderne landbrugsmaskiner. Alt dette havde Hans Nielsen og Havarthigården. Hanne Nielsen modtog mange elever på Havarthigården; over 1000 elever havde hun i sin tid som mejerist. Hun var tidens førende gårdmejerist, og at have været elev på Havarthigården var en anbefaling i sig selv. Hanne Nielsen foretog flere udenlandsrejser for at lære at fremstille ost. Hun rejste stort set i hele Europa og indførte flere nye ostetyper til Danmark, her kan bl.a. nævnes Myseost, Emmenthaler, Brie, Camembert og Roquefort.

Højdepunktet kom i 1870’erne hvor smør- og ostefremstillingen slog alle rekorder. Her var der brug for Hanne Nielsen og hendes lærlinge i både ind- og udland. De sidste år inden Hanne Nielsen døde i 1903, havde moderne mejeriteknik dog gjort hendes metoder utidssvarende. Men uden Hanne Nielsen havde dansk mejeribrug næppe fået det store forspring, der senere gjorde det til et stort eksporterhverv. I 1930’erne og 40’erne blev en del af Havarthigårdens jorde udstykket til villagrunde.

Højbjerggård blev ligesom Havarthigård kendt udenfor sognets grænser, dog for noget mindre behageligt end osteproduktion. Gården var i 1908 skueplads for et rovmord. Mordet blev landskendt som Bulotti-mordet. I 1908 kom Wasili Michael Karazoff fra Riga til Danmark. Han kaldte sig Bulotti efter en russisk frihedshelt fra 1700-tallet. Lauritz Bech på Højbjerggård ansatte Bulotti, men det endte med, at Bech fyrede Bulotti, som han stemplede som ”en doven russer”. Med en for datiden ukendt frækhed krævede Bulotti løn for sin tid på Højbjerggård. Dette blev han nægtet, og Bulotti lovede ved sin afsked, at han nok skulle komme forbi ved lejlighed. Samme sommer fik Bulotti arbejde på Tornbjerggård, i Ejby Sogn ved Køge. Her gik det dog ikke meget bedre.

Bulotti havde anskaffet sig forskellige håndvåben, hvilket bragte ham i misforhold til gårdens øvrige landarbejdere. Proprietæren på Tornbjerggård så ingen anden udvej end at fyre Bulotti, dette skete lige efter høsten. Nok engang krævede Bulotti sin løn, og nok engang måtte han gå uden. Bulotti stak ild til ladebygningen, og da gårdejeren kom ud, skød Bulotti efter ham. Ejeren slap dog uskadt, hvorimod gårdens forvalter blev såret med knivstik, inden Bulotti stak af.

Bulotti søgte tilflugt i den russiske koloni omkring Lille Brøndstræde i København. Han ragede sit lange skæg af, og på denne måde undgik han at blive arresteret. Bulotti havde dog ikke glemt sit løfte til Bech på Højbjerggård. En novemberaften i 1908 mødtes han med tre medsammensvorne, to polakker og en russer. De tog til Øverød for at kræve Bulottis løn. Her gik det helt galt. Bech blev myrdet med både skud og knivstik. Fru Bech blev stukket med kniv, men overlevede. Røvernes udbytte blev et par hundrede kroner i kontanter, en del smykker og noget sølvtøj.

En sand klapjagt sattes nu ind, bl.a. med udkommanderet militær. Egnen var opskræmt, folk flyttede sammen i husene, og politi og dommer måtte, for at berolige kommunens borgere, indlogere sig på Ny Holte Hotel. De skyldige blev set mange steder i København og omegn. Det har ikke været let at være polak eller russer i Københavnsområdet i disse novemberdage. Der blev da også anholdt en del uskyldige polakker og russere, ja selv finner røg i arresten.

Men endelig den 16. november 1908 kunne man i avisen læse: ”Bulotti fanget”. På dramatisk vis blev Bulotti efter at have affyret flere skud mod politiet overmandet på planlægningsstedet i Lille Brøndstræde. Bulotti fik livsvarigt fængsel. Han døde på Nykøbing Sjællands sindsygeanstalt i 1943. Hans medsammensvorne fik fra 5 til 6 års fængsel.

Rygård har ligeledes gjort sig bemærket for eftertiden. I 1928-30 boede storfyrstinde Olga og oberst Kulikovsky på gården. Olga var yngste datter af zar Alexander III og kejserinde Dagmar. Hun flygtede sammen med sin mand, oberst Kulikovsky fra den russiske revolution. De kom til Danmark i 1920. Kulikovsky, der var Don-kosak, var her ansat som berider på Rygård. Derudover trænede han med stor succes væddeløbsheste. Parret flyttede i 1948 til Canada.

Topdiplomaten Sehested

Efter mange generationer med skiftende krige sluttede Danmark og Sverige endelige fred efter Store Nordiske Krig i 1721. Én af hovedpersonerne bag fredsforhandlingerne i sommeren 1720 var godsejer Christian Sehested. Han var oversekretær i Tyske kancelli og ekspertrådgiver i udenrigspolitiske anliggender for kong Frederik IV.

Landligger i Søllerød

Under den store nordiske krig og de efterfølgende fredsforhandlinger havde Sehested et landsted i Søllerød. Det var praktisk af ham at placere sig i Søllerød, for han skulle konstant holde møder på kongens slotte enten i Hillerød, Jægersborg eller København, samt hos storkansler Reventlow på Frydenlund i Trørød. Nå han ikke fartede rundt efter kongen eller fremmede diplomater holdt han weekender i Søllerød sammen med hustruen.

Middag med Tordenskjold

Sehested havde et stort netværk. Flere af dem var også landliggere i Søllerød og omegn. Bl.a. gehejmeråd Ditlev Vibe og etatsråd Esmarch. De fornemme Søllerødlandliggere holdt midt i den travle sommer 1720, hvor fredsforhandlingerne var på sit højeste, en herremiddag, hvor de inviterede søhelten Tordenskjold til Søllerød. Kort tid efter middagen i Søllerød drog Tordenskjold til Tyskland for at finde en fyrste, der kunne bruge en god søkriger. Under opholdet i Tyskland blev Tordenskjold dræbt i en duel med en svensk officer.

Gæld til naboerne

Hvor udenrigspolitik var Sehesteds store ekspertise, ser privatøkonomi ud til at have været hans store svaghed. I hans gemte privatarkiver i Rigsarkivet findes utallige gældsbreve. Bl.a. skyldte han sin nabo i Søllerød grev Frederik Danneskiold-Samsøe på Søllerød Slot store summer. Måske var det derfor, at han efter freden i 1721 helt forlod Søllerød. Kongen havde også længe været træt af Sehesteds rod i privatøkonomien, og kort tid efter freden blev Sehested fyret fra stillingen som oversekretær og degraderet til amtmand på Fyn. 

Bydelen Ebberød ligger øst for Birkerød og grænser op til Rude Skov. Historisk set er Ebberød mest kendt for at være hjemsted for en af landets største anstalter under åndssvageforsorgen. I dag rummer området både ejerlejligheder, samt Rudersdals kommunes beskyttede værksteder og botilbud.

FORHISTORIEN 

Navnet stammer antageligt fra ”Ebbes rydning”. Omkring år 1.000 har en mand kaldet Ebber sandsynligvis ryddet et område i skoven, og den gård han opførte blev altså til Ebberødgård.

I 1661 forærede Frederik d. III Ebberødgård med mølle til ærkebiskop Hans Svane, som tak for hans hjælp ved indførelsen af enevælden i 1660. Området blev i 1980 omdøbt til Svaneparken efter Biskop Svane.

ÅNDSSVAGEANSTALTEN

Ebberødgård blev i 1890 købt af den gamle Idiotanstalt Gamle Bakkehus på Frederiksberg. Anstalten rev den gamle gård ned og opførte nye bygninger, der i 1892 åbnede som arbejds- og plejehjem for åndssvage.

Anstalten blev udbygget til dobbelt kapacitet i tiden omkring 1920, og med socialreformen i 1933 blev institutionen overtaget af det offentlige; først Østifternes Åndssvageforsorg og siden af Statens Åndssavgeforsorg. Det betød at anstaltens omfang voksede voldsomt til at rumme omkring 1.200 patienter i en anstalt, der var nomineret til omkring 900 patienter. Med næsten lige så mange ansatte som patienter blev institutionen til Birkerød kommunes største arbejdsplads.

Kritikken

Den propfyldte anstalt er siden blevet kendt for de dårlige forhold, der generelt prægede Statens Åndssvageforsorgs institutioner. Mangelfuld pleje, overdrevent brug af fiksering af patienter, tvangssterilisering og utidssvarende fysiske rammer var blandt anklagerne mod Ebberødgård.
Med ombudsmandens indblanding i 1970’erne begyndte der at ske forbedringer på området.

Ebberødgård bliver til Svaneparken

I 1980 gik åndssvageforsorgen over til de daværende amter. Det tidligere Frederiksborg Amt overtog derfor Ebberødgård, og omdøbte institutionen til Svaneparken, for at slippe for de dårlige mindelser, der hang ved navnet Ebberødgård. Institutionen blev decentraliseret og splittet i en række mindre enheder, hvoraf mange i dag er flyttet andre steder hen.

En stor del af områdets statelige bygninger fra 1892 og starten af 1900-tallet er i dag indrettet til attraktive ejerlejligheder og udgør sin egen bydel. Men området huser stadig en del sociale institutioner, værksteder og botilbud.

Værkstederne i Rude Skov

Center for Sociale Indsatser - Rude Skov ligger i hjertet af det smukke Ebberød, og er et stort og mangfoldigt tilbud om beskæftigelse, aktiviteter og samvær indenfor rammerne af beskyttet beskæftigelse og diverse dagtilbud. Værkstederne rummer et kreativt arbejdsfællesskab, hvor man arbejder i beskyttet beskæftigelse.

I 2007 blev Birkerød kommune og Søllerød kommune sammenlagt. Den nye kommune kom til at hedde Rudersdal Kommune, opkaldt efter en lokalitet centralt i kommunen. De ni blade i Rudersdal Kommunes byvåben afspejler de ni centrale bydele i kommunen. Nedenfor kan du læse korte gennemgange af hver bydels historie.

LANDSBYERNE

I Birkerød sogn lå seks landsbyer: Birkerød, Sandbjerg, Isterød, Høsterkøb, Bistrup og Kajerød. Oprindeligt var Isterød den største af landsbyerne. Ifølge Christian 5.s matrikel af 1688 bestod landsbyen af ikke mindre end 12 gårde. Birkerød var dog hovedbyen, da det var her, sognets stenkirke blev bygget tilbage i 1200-tallet. I 1864 kom jernbanen til Birkerød, og byen ændrede karakter fra landsby til en stationsby.

STATIONSBY - SKOLEBY - INDUSTRIBY

Stationens komme betød ikke en befolkningseksplosion, men at den fattige landbefolkning i stor stil forlod Birkerød. Dog forblev det samlede befolkningstal stabilt. Til gengæld var det kun en tredjedel, som mod slutningen af 1800-tallet var beskæftiget inden for det gamle hovederhverv - landbruget. Banen begunstigede den senere industri, samt den kostskole/gymnasium, som Johan Mantzius anlagde i 1868. Udover at være et attraktivt uddannelsessted, så var skolen også centrum for foredrag, skuespil og forfatterbesøg. Birkerød fik i 1890’erne det spøgefulde tilnavn ”Nordsjællands Athen”, da kostskole og kirke udgjorde et åndeligt centrum. Fra at være en typisk stationsby, hvor folk boede og arbejdede, udviklede Birkerød sig til en oplandsby i løbet af 1920’erne og 1930’erne. En stor del af Birkerøds befolkning pendlede til deres arbejde i København.

DET MODERNE BIRKERØD

I første halvdel af 1900-tallet slog urbaniseringen igennem i Birkerød. Det betød, at sognets befolkning koncentrerede sig om Birkerød By og landbrugsarealet blev kraftigt reduceret. En af de største forandringer skete i den nordlige del af sognet. Her blev den gamle industriby Usserød i 1938 lagt under Hørsholm Kommune. I efterkrigsårene begyndte en række industrivirksomheder at etablere sig omkring Kongevejen. Industrien flyttede ud på Høvelte overdrev, og på Kongevejen rykkede i stedet bilforhandlere og autoværkstæder ind. Birkerøds befolkning steg eksplosivt i 1950’erne, hvilket betød, at Kajerød og Bistrup blev inkorporeret. Bistrup fik parcelhuskvarter og senere socialt boligbyggeri. Man skal i dag være lokalkendt for at kende det oprindelige skel mellem Birkerød og Bistrup. Kun i Sandbjerg, Isterød og Høsterkøb forblev landsbyidyllen nogenlunde uspoleret. Birkerøds centrum blev moderniseret med indvielse af gågaden i 1975 og nyt rådhus og bibliotek i 1980.

HOLTE BRÆNDES NED

Bydelen, som vi i dag kender som Gl. Holte, var det oprindelige Holte i Søllerød sogn. Det nuværende Holte hed til at starte med Nyholte. Betegnelsen Gl. Holte blev almindelig, da Nyholte kom til at hedde Holte, da byen voksede frem i starten af 1900-tallet. Det oprindelige Holte lå på østsiden af det nuværende Gl. Holtegade. Landsbyen blev nedbrændt i forbindelse med svenskekrigene omkring 1658. I en afstand af ca. en kilometer længere sydpå, omkring den nuværende Gl. Holtegård, blev gårdene genopført. Husmænd og landarbejdere blev boende i den gamle landsby.

GL. HOLTEGÅRD

Generalbygmester Laurids de Thurah købte i 1755 fæstegården Gl. Holtegård for at skabe sig et passende landsted uden for København. Han rev den gamle gård ned og skabte et anlæg i barokstil med nye bygninger samt en have med symmetrisk beplantning af buske, planter og frugttræer. Udover at være et fornemt landsted blev Gl. Holtegård kgl. privilegeret kro. Laurids de Thurah nåede ikke at nyde herlighederne længe, da han døde allerede i 1759. Stedet fik siden skiftende ejere, men De Thuras originale urværk og klokkerne i tårnet findes den dag i dag. Østasiatisk Kompagnis ejer H. N. Andersen ejede Gl. Holtegård i perioden 1900-1911. Han brød sig ikke om, at hans landsted lå omkranset af bøndergårde, så han købte gårdene og rev dem ned.

GL. HOLTE FÅR BILLIGE BOLIGER OG EN KIRKE

Med byudviklingen i Nyholte og langs kysten fulgte en betragtelig arbejderbefolkning, som skulle have et sted at bo. Det var naturligt at placere disse boliger midtsogns i Gl. Holte, hvor landarbejderbefolkningen i forvejen boede. I 1917-1919 blev arbejderboligerne på Buskehøj opført, efterfulgt af boliger på Mariehøjvej, som stod færdige i 1920. Gl. Holte fik sin egen skole i 1923, og efterkrigstidens boligbyggeri i forlængelse af Buskehøj fik derfor navnet Skoleparken. I perioden 1948-1985 blev Skoleparken opført i fire etaper efterfulgt af ældreboligerne ”Lendemosehøj” i 1993. Gl. Holte blev et selvstændigt sogn i 1966, hvor det blev udskilt fra Vedbæk. Efter tovtrækkerier om kirkens placering stod Gl. Holte Kirke færdig i 1978 bygget i tidens moderne arkitektur.

NY HOLTE

Bydelen, som vi i dag kender som Holte, hed oprindeligt Nyholte. Og som navnet afslører er der tale om en ny bebyggelse i forhold til det oprindelige Holte – nemlig Gl. Holte. Det nye Holte opstod omkring Jean Marmillods Kongevej, som blev anlagt i årene 1764-1776. Da vejen tilhørte kongen, måtte almindelige mennesker betale told for at benytte den. Et af toldstederne blev anlagt for foden af Geels Bakke, og med toldhuset fulgte også en kro.

JERNBANEN

I 1864 kom Nordbanen til Nyholte, hvor lokomotiverne kunne forsynes med vand fra Vejlesø. Der skulle gå nogle år før der blev bygget omkring Stationsvej. Oprindeligt skulle den nye togstation ved Vejlesø have heddet Nyholte station, men angiveligt var der fejl i det kort, som Det Sjællandske Jernbaneselskab brugte til at navngive stationen. Derfor kom stationen og senere byen til at hedde Holte. Omkring århundredeskiftet blev der for alvor sat skub i byudviklingen i Holte. Villaerne begyndte at skyde op omkring Kongevejen, og sammen med nybyggerierne på Stationsvej opstod en ny by. I denne periode opstod de for Holte karakteristiske vejnavne, som var opkaldt efter kvindenavne. Ellensvej blev opkaldt efter vognmand Jørgen Rasmussens kone Ellen. Efter vognmand Rasmussens eksempel opkaldte en anden vognmand – Jens Larsen det nu forsvundne Marievej efter hans hustru. Med det københavnske borgerskabs indryk i byen måtte infrastrukturen forbedres, og hele vejstrukturen blev i flere omgange forbedret og udbygget med bl.a. fortove og gadebelysning.

DET MODERNE HOLTE

En del af de gamle villaer forsvandt i 1930’erne, og i stedet blev der opført de nuværende firkantede røde boligkarréer langs Kongevejen. I 1973 blev det centrale Holte fuldstændigt forandret, da Holte Midtpunkt blev opført.

ØVERØD

I dag er Øverød vokset sammen med Holte. Hvis det ikke var for byskiltet for på toppen af Øverød-bakken, fremgår det ikke, at man nu er i en anden bydel. Øverød hed oprindeligt Øbæruth, og var i gammel tid en betydelig by. Ved matrikuleringen i 1682 havde den 6 selvejergårdegårde, to landgildehuse, fem holdshuse og tre gadehuse, hvilket gjorde den større end f.eks. Søllerød. Helt op til 1910 var Øverød en forholdsvis uberørt landsbyidyl med små lerklinede huse med stråtag.

HAVARTHIGÅRD

Øverøds oprindelige seks selvejergårde var: Skovly – Rygård – Vejlegård – Paradisgården – Højbjerggård – Havarthigård. Havarthigården var hjemsted for et markant ægtepar - nemlig mejeripioneren Hanne Nielsen og landmand Hans Nielsen. Den ene landskendt, den anden lokalkendt. Usædvanligt for deres tid var det konen, som tegnede firmaet og gjorde sit navn kendt langt udenfor Danmarks grænser. Hanne Nielsen udviklede og højnede dansk mejeribrug. Hans Nielsen havde forstand på at tjene penge. Da den økonomiske fremgang i 1850’erne gjorde bønderne velhavende, byggede Hans Nielsen et teglværk tæt ved gården.

RYGÅRD

I 1928-30 boede storfyrstinde Olga og oberst Kulikovsky på Rygård. Olga var yngste datter af zar Alexander III og kejserinde Dagmar. Hun flygtede sammen med sin mand oberst Kulikovsky fra den russiske revolution. De kom til Danmark i 1920. Kulikovsky der var Don-kosak var her ansat på Rygård som berider. Derudover trænede han med stor succes væddeløbsheste. Parret flyttede i 1948 til Canada.

ALDERDOMSHJEM OG VILLAKVARTERER

I over 200 år husede Øverød alderdomshjemmet Drewsens Hospital på Søbakkevej. Det har navn efter papirfabrikant J. C. Drewsens farbroder Højesteretsassessor Jørgen Christoffer Drewsen, som døde 1801. Hans enke Magdalene testamenterede midler til opførsel af et hospital til ubemidlede ældre ved sin død i 1804. Det blev indviet i 1809, renoveret i 1840, og fungerede som alderdomshjem helt frem til midten af 1950’erne. Det store villakvarter ”Paradiskvarteret” opstod i Øverød i 1950’erne og 1960’erne på Paradisgårdens jorder.

PAVEBREVET

Høsterkøb nævntes i pave Urban 3.s brev fra 1186, hvor det bekræftedes, at det Nordsjællandske gods testamenteredes af ærkebiskop Absalon til kirken i Roskilde. Høsterkøbs oprindelige navn var ”Husfrekop” – Husfruens køb. Navnet refererer sandsynligvis til Valdemar den Stores dronning, som med egne penge havde købt Høsterkøbs jorder. Hun overlevede sin mand og var nok ikke helt tilfreds med, at han ved sin død testamenterede hendes jorder til kirken. I senere paveskrifter gentages testamenteringen, og fremhævelsen af Nærum og Høsterkøb betyder, at de to landsbyer har været hovedbyer i sognene, og at de sandsynligvis har været befæstet med borge. De første trækirker har nok ligget her, inden stenkirkerne blev bygget længere inde i landet.

TRAFIK TIL KØBENHAVN

Høsterkøb bestod af en række gårde, hvor Friheden, Lundegaard og Nygård hørte til blandt de største. Mange af de gamle huse er i dag velbevarede. Befolkningen i Høsterkøb har været præget af bondebefolkningen, men den har også huset håndværkere og folk, der har levet af skovdrift. Som tilfældet var i andre Nordsjællandske landsbyer, har der været trafik fra Høsterkøb til København, hvor bønderne fra Høsterkøb har solgt afgrøder. Men der var også trafik den anden vej. På gården ”Friheden” skulle H.C. Andersen havde overnattet på en gennemrejse. Bønderne i Høsterkøb har fra gammel tid ikke kun levet af jorden, men også haft frugtproduktion. Høsterkøb hører under Birkerød Sogn, men fik alligevel sin egen kirke i 1907-1908, endda med renæssancealtertavle og romansk døbefond hentet fra henholdsvis Birkerød og Lynge kirke.

LANDSBYIDYLLEN BEVARET

Høsterkøb har bevaret sit landsbypræg helt op i vores tid. Der blev ikke bygget industri eller dominerende parcelhuskvarterer. En bevarende byplan fra 1966 sikrede, at Høsterkøb blev bevaret som landsby, og de omkringliggende grønne arealer blev fredet. ”Friheden” lå uden for lokalplanen fra 1966. Den er i dag nedrevet, og der i dag opført en ny hovedbygning. Ellers er alt andet byggeri i Høsterkøb sket med respekt for byens historiske præg.

PAVEBREVET

Første gang vi hører om Nærum er i 1186. Her stadfæstede pave Urban 3., at det Nordsjællandske gods testamenteredes af ærkebiskop Absalon til kirken i Roskilde, heriblandt jorder tilhørende landsbyen ”Niartharum”. Gennem middelalderen var Nærum den største landsby i Søllerød Sogn, som i begyndelsen af 1600-tallet bestod af 12 fæstegårde under kronen. Efter reformationen i 1536 overgik kirkens jorder, derved også Nærums, til kronen. Christian 5 indlemmede en tredjedel af Nærums jorder i sin nyanlagte Dyrehave i 1670. Det betød, at bønderne måtte køre ”rundforbi” den nordlige del af Dyrehaven, for at nå ud til overdrevet ved Øresundskysten.

CHRISTIAN COLBIØRNSEN FORANDRER NÆRUM

Den nok mest kendte indbygger i Nærum var nordmanden Christian Colbiørnsen, som boede på Sophiehøj – den senere Nærumgård i perioden 1781-1806. I sin tid i Nærum fik Colbiørnsen sat sit solide aftryk på byen. Han opkøbte de omkringliggende gårde, opførte avlsgården Wesselsminde, nær Mølleåen, og ikke mindst et stort teglværk. Wesselsminde afhændede Colbiørnsen allerede i 1802, og teglværket blev nedlagt ved Nærumgårds salg i 1806. I 1865 bygges en ny avlsgård på teglværksgrunden, og avlsgården udskiltes fra Nærumgård otte år senere. Avlsgården udviklede sig til et af områdets største landbrugsvirksomheder efter, at Alfred Christensen købte den i 1886. Han kaldte sin nye avlsgård Nærumgård. Et nyt stuehus opførtes i 1920 og hele gården hed nu Fruerlund. Fruerlunds jorder dannede grundlag for den matrikel, som kommunen i 1930’erne købte for at bygge plejehjem, hovedbibliotek og boliger.

NÆRUM FÅR JERNBANE OG MOTORVEJ

I 1880’erne kom kulgrosserer Alfred Christensen til håndværkerbyen Nærum. Han opkøbte næsten al jorden omkring Nærum og begyndte at udstykke byggegrunde. Dette medvirkende til, at Nærums befolkning blev fordoblet i starten af det 20. århundrede. Byen fik en ny skole i 1901 og egen kirke i 1932. Alfred Christensens spekulationer i boliger hang sammen med, at han samtidig var hoveddrivkraften bag anlæggelsen af Nærumbanen i år 1900. Anden etape af Nærums udvikling blev sat i gang lige efter krigen, hvor transformationen fra landsby til forstad virkelig tog fart. Med Marshallhjælpen slog Brüel og Kjær sig ned i 1948, efterfulgt af Nærum Nylon. Boligbyggeriet eksploderede og Hørsholm-motorvejen blev anlagt i 1956. Med udviklingen fulgte nye skoler, plejehjem og sågar en ”ungdomsgård". Nærum fik et nyt forretningsområde, da Nærumvænge Torv blev indviet i 1958. Brüel og Kjær har i det nye årtusinde afviklet en stor del af deres aktiviteter i Nærum. I stedet rykkede ungdommen ind, da Nærum Gymnasium blev indviet på Brüel og Kjærs gamle område i 2003.

SKOVSBORG

Skodsborg var oprindeligt hverken en landsby eller et fiskerleje. Området ved Øresundskysten blev i mange år benyttet som overdrev for Nærumbøndernes dyr, og i 1688 forpagtede Gudmand Bendtsen en del af kyststrækningen. I området anlagde han en frugthave og et landsted, som blev opkaldt efter de omkringliggende skovklædte bakker. Landstedet fik derfor navnet ”Skovsborg”, som i begyndelsen af 1700-tallet blev delt op i to lyststeder, Retraite og Skovsborg. I 1700-tallet opstod en række landsteder langs Øresund. Skodsborgkysten var et sted, hvor det københavnske borgerskab kunne trække sig tilbage fra den hektiske hovedstad og nyde roen og ensomheden. Ejendommen Skovsborg, som efterhånden blev til Skodsborg, fik i 1852 Frederik 7. og grevinde Danner som ejer. Skodsborg gav den friluftselskende konges mulighed for ridning, fiskeri og ikke mindst at dyrke sin amatørarkæologiske interesse i Jægersborg Hegns mange gravhøje.

INDUSTRI

I Christian 4.s tid lå der en kornmølle ved Mølleåens udløb – den senere Strandmøllen. 1700-tallet var også begyndelsen på industriens tidsalder i Skodsborg. I 1693 overtog den tyske papirfabrikant Johann Drewitz, fordansket til Drewsen, Strandmøllen. Den forblev i familiens eje de næste 200 år. I 1785 kom englænderne Nelthrop og Harris til Skodsborg. De installerede sig på Retraite og åbnede et garveri. De blev med det samme Johan Christian Drewsens dødsfjender. Han trak dog det længste strå i den konflikt og endte med at overtage Retraite, da englænderne gik konkurs i begyndelsen af 1800-tallet. Retraite blev først til klædefabrik i 1890’erne og derefter til hattefabrik i 1912.

BADEHOTELLERNE

I slutningen af 1800-tallet fik Skodsborg status som kur og badeby. I 1874 anlagdes Skodsborg Søbad, Hotel Øresund 1878 og 1898 Skodsborg Badesanatorium. Den nyåbnede kystbane i 1897 havde bragt Skodsborg tættere på hovedstaden, og i 1925 var sanatoriet nordens største kurbad. Befolkningstilvæksten i Søllerød Kommune gik ikke Skodsborg forbi. I 1935 blev dele af Søbadets grund udstykket til etagebyggeriet Høje Skodsborg. Byggeriet blev en succes, og med det fulgte Skodsborgparken.

KIRKEN OG KROEN

Søllerød By opstod på den høje bakke ved den østlige ende af Søllerød Sø. På bakkens top 30 meter over søens overflade byggedes Søllerød Kirke, hvoraf de ældste dele stammer fra omkring 1180. Ingen kirke uden en kro, og Søllerød var da heller ingen undtagelse. Et af gadehusene ved det gamle gadekær fik i 1677 ret til et ”lidet Krohold for de Rejsende og Lusterende”. Det blev præsteenken i Søllerød, der havde dette krohold. I 1719 var det igen efter en kort pause en præstekone der fik kroholdet. Parret var åbenbart driftige folk, da man i byen sagde om, at præsten udskød gudstjenesten, så bønderne kunne blive lidt længere på kroen.

LANDSBYEN

Søllerød By hørte til en af de mindre i sognet. Den afsides beliggenhed fristede ikke bønderne til bosættelse. Derimod tiltalte det dem, der søgte idyl og landlig fred, så byens gårde blev omdannet til lystgårde. I 1700-tallet blev landsbyen præget af landliggere, der i deres fornemme palæer og landsteder tilbragte somrene i det romantiske område, der af maleren Rahbek blev betegnet som ”Lystrejsernes Højdepunkt”. Op gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvidedes villabebyggelsen, og Søllerød voksede. Søllerødvej udviklede sig op til 1950 til en lille forretningsgade med købmand, bager, kiosk, viktualieforretning, cykelsmed, skomager, ismejeri og Schous Sæbehus. Søllerøds første rådhus blev opført i 1903 på Søllerødvej 64. Det blev udvidet i 1920. Den voksende kommunale forvaltning gjorde, at der hurtigt blev pladsmangel, og huset blev udvidet i 1920. Dette var imidlertid ikke nok, og flere af nabovillaerne blev inddraget til den kommunale administration. I 1942 blev rådhuset i Søllerød afløst af det nuværende rådhus ved Kongevejen i Holte.

UDFLUGTSMÅL FOR KØBENHAVNERE

Allerede i 1700-tallet blev Søllerød besøgt af en række af datidens kendte mennesker, og at området fortsatte med at have en vis dragende effekt, kan ses på rækken af kendte sommergæster. Her kan nævnes den norske komponist Edward Grieg, H.C. Andersen, Gustav Wied, Emil Hartmann, Isak Glückstadt og Storm P. Søllerød kro blev, med sin idylliske placering ved gadekæret, meget tidligt et populært udflugtsmål for københavnere. Netop denne idyl mente mange af de fastboende søllerødborgere stod i vejen for byens udvikling. De mente ikke, at det det var Søllerøds opgave at tilfredsstille de mange københavnske gæsters behov for idyl. I 1918 blev der fremlagt planer om udvidelse af Søllerødvej, så der kunne blive plads til den voksende bilisme. Samtidig kunne man fylde gadekæret op så kroens gæster kunne få en parkeringsplads. I forbindelse hermed kunne man få plads til en benzintank. Dette blev dog forhindret af den lokale grundejerforening, der satte idyllen over udviklingen.

LANDSBYEN

Landsbyen Trørød, eller ”Thryrwth”, nævntes i et brev fra pave Urbans 3. til Absalon i 1186. Her bekræftede paven, at landsbyen testamenteredes til kirken i Roskilde som tilliggende til sognets største landsby Nærum. Trørød var i 1500-1600-tallet en af sognets mindste landsbyer, med et samlet landbrugsareal på halv størrelse af en gennemsnitlig herregård. Trørøds jorder blev kortvarigt pantsat efter svenskekrigene 1658-59, men i en enkelt gård indløste kronen ikke panten. Den blev indrettet som kobbermøllen ”Freudenlund” (Frydenlund), men tilbagekøbt af kronen og indrettet som jagthytte i 1683.

ELSKOVSREDEN PÅ FRYDENLUND

Frydenlund blev kortvarigt bortforpagtet til familien Reventlow, men efter Frederik 4.s giftermål med Anne Sophie Reventlow, kom slottet tilbage i kongens hænder. Kong Frederik lod slottet ombygge til et særpræget ottekantet lystslot i 1729. Frydenlund blev givet i bryllupsgave til Caroline Mathilde, da hun blev gift med Christian 7. i 1766. Det tjente som royal elskovsrede for Struensee og Caroline Mathilde i 1770-1771, men efter Struensees fald forfaldt slottet, og det blev solgt i 1793. En voldsom brand ryddede så godt som hele det centrale Trørød i 1781. Efter branden blev kun nogle af gårdene genopført på deres gamle plads. Andre blev flyttet ud på markerne omkring byen. Med branden og flytning af gårdene opstod strukturerne af det moderne Trørød. I slutningen af 1800-tallet fik landliggerne øje på det idylliske Trørød. I slutningen af århundredet begyndt de første systematiske udstykninger af landsbyens jorder, og mange håndværkere slog sig ned i Trørød. Flere af landliggerne blev til fastboende, og blandede sig med den indfødte bonde- og håndværkerbefolkning.

FRA LANDSBY TIL FORSTAD

Landsbyidyllen dominerede Trørød helt op til moderne tider, selvom fremskridtet også nåede til byen. I 1852 fik Trørød sin første industri, Frydenlund Teglværk, og i perioden 1900-1921 kørte Nærumbanen til Trørød. Dog primært for at betjene Frydenlund æbleplantage. I begyndelsen af 1900-tallet steg indbyggertallet også i Trørød, som det gjorde i kommunens andre byer – dog ikke helt så hurtigt. I 1911 taltes 342 indbyggere i Trørød og i 1940 934. Trørød var den sidste landsby i Søllerød Kommune, som forvandlede sig til forstad. I 1960’erne fik Trørød et industrikvarter, og villakvarterene overtog bybilledet, men omkring torvet findes stadig spor fra den gamle landsby.

FISKERLEJE

Vedbæk er et gammelt fiskerleje. I ældre tid kaldtes det Vithebæk, senere Vebæk eller Veibæk. Navnets oprindelse er uvis. I slutningen af 1500-tallet lå der i denne egn store skovstrækninger og amtets bønder mødtes ved Vedbæk for at føre tømmer ned til anløbspladserne. I 1600-tallet nævnes Vedbæk fiskeleje hyppigt. I 1680 var der 5 huse, gårde var der ingen af. Vedbæk var ingen landsby. Enkelte af indbyggerne forsøgte sig med agerbrug, men de fleste var fiskere. Selvom Vedbæks jorder strakte sig til Smidstrup, lå bebyggelsen sammentrængt ved det nuværende Enrum.

INDUSTRI

I 1634 anlagdes Kobbermøllen ved Vedbæk, der på et tidspunkt havde en ret stor industriel betydning. Anlægget blev dog jævnet med jorden under svenskekrigen. I 1690 blev der givet tilladelse til at opføre et teglværk i Vedbæk. Teglværket lå ved stranden ud for det senere Enrum. Fra 1745 lå teglværket stille, da der ikke var mere ler. Grunden med teglværket købtes i 1752 af ejeren til Enrum, J.F. Wever. I slutningen af 1700-tallet opførte Enrums daværende ejer, Fabritius de Tengnagel, et lyststed på teglværkets grund. Det kom til at hedde Alexandria. Dette blev senere overtaget af generaltoldkammeret, der oprettede et toldsted dér. Alexandria var toldsted fra 1810 1865. Det gamle toldsteds syv tønder land blev udstykket og Alexandria fik navnet Miramare. Efter en brand blev et nyt Miramare opført på stedet i 1887-88.

LANDLIGGERE

Vedbæk blev i 1700-tallet præget af de mange opførte lystgårde og lysten til at tilbringe sommeren ved kysten nær København tog til. I 1800-tallet steg steg antallet af villaer i Vedbæk betragteligt og dette fortsatte ind i 1900-tallet. Turisttrafikken til Vedbæk tog ligeledes til i 1800-tallet. Dampskibet Caledonia begyndte i 1820’erne sine sommerture til Vedbæk. Dampskibet, der lagde til ved Alexandrias bro, sejlede kun i godt vejr. Med kun en ankomst om morgenen og en afgang om aftenen fik den ikke den store betydning for Vedbæk. Anderledes var det, da turistfarten tog til i 1870’erne. Der blev sat to dampskibe ind på ruten, og der var flere daglige ankomster og afgange fra København til Vedbæk. På de store udflugtssøndage kunne der i Vedbæk være fyldt med ventende mennesker, og køen gik ofte hen ad Strandvejen. Også landliggerne var glade for dampskibene. Hidtil havde de kun haft rutebilen på strandvejen, når de skulle på arbejde i København. Nu kunne de benytte dampskibet. I 1897 kom kystbanen til Vedbæk. Dette forringede dampskibsrutens betydning betragteligt, men indtil begyndelsen af 1900’tallet kunne man stadig benytte den smukke rute fra København til Vedbæk.

VEDBÆK HAVN

De mange landliggere med deres lystbåde gjorde, at der i Vedbæk opstod behov for en havn. I 1919 kunne man indvie den nye havn. Havnen blev et samlingspunkt både for byens faste beboere og sommergæsterne. Selv om havnen hurtig blev for lille, blev den først udvidet i 1930’erne, og kun med 20 meter. Vedbæk kro hørte til en af egnens ældste; den blev etableret i 1650. Kroen eksisterede, til den brændte i 1898. Derefter fik Vedbæk Hotel krobevillingen. Vedbæk Hotel blev nedrevet i forbindelse med opførslen af Hotel Marina i 1963. Netop 1960´erne betød store forandringer for Vedbæk. Efter Hotel Marina var færdigt, kom den store havneudvidelse i 1965-69. Der var et stigende behov for bådpladser om sommeren. Den gamle havn kunne højst rumme 90 lystbåde, den nye afdeling alene havde plads til omkring 450. Man lavede en stor parkeringsplads på en opfyldning i vandet. I 1972 udvidede man yderligere, så der var plads til små joller.