Kors for Lembcke og hustru
I Ubberød for enden af Ubberødvej ved Smedebakken står der et stort granitkors på et gravsted for Jacob Christoffer Lembcke og hustru Julie Albertine Augusta Wilster.
Jacob Christoffer Lembcke blev født i januar 1833. Han var søn af en bagermester i Korsør, som døde umiddelbart efter, at Jacob blev født. Moderen sikrede drengen en grunduddannelse i realskolen. J. Chr. Lembcke fik forskellige jobs. I 1849 blev han ansat på Bogense toldkammer. I 1855 blev han ansat som assistent i kolonialrevisionskontoret under Finansministeriet. I 1867 var han revisor samme sted. Ved ægteskabet med Julie Albertine Augusta Wilster i 1866 får han adgang til en betydelig formue. I 1873 holder han op med at arbejde på grund af helbredet. Herefter kaster han sig over velgørende arbejde for dyrevelfærd og børns opvækst.
J. Chr. Lembcke var i 1875 medstifter af ”Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark”, hvor han som næstformand i 1880 grundlagde og redigerede bladet Dyrevennen til 1882. Fra 1888 var han foreningens formand.
I 1892 medvirkede han til ”Foreningen til oprettelse af Landbrugskolonier for fattige Børn”. Foreningens første hjem var Frihedslyst i Birkerød Kommune. Det åbnede i 1894 med Eske M. Eskesen som forstander og var hjem for 10 børn. Senere blev det hjem for 20 børn.
Målsætningen for Foreningen var ”at antage sig til Opdragelse og Forsørgelse af ....fattige Børn af bege køn” og ”uddanne disse fortrinsvis til dygtige og pligtopfyldende Tyender”. Børnehjemmet skulle drives som et ”Landbrugshjem med mange børn” og ikke som institution eller ”Anstalt”, som det hed i begyndelsen, og således blev det drevet i ca. 65 år. Børnehjemmet blev nedlagt omkring 1960.
J. Chr. Lembcke blev udnævnt til kammerråd i 1873, justitsråd i 1884 og etatsråd i 1902. Hustruen Julie dør i 1899 og korset rejses til hendes minde. J. Chr. Lembcke begravedes ved sin død i 1907 på samme sted ved siden af sin hustru.
På korset står:
ETATSRÅD
J. CHR. LEMBCKE
OG HUSTRU
JULIE
F. WILSTER
Placering: Ved Børnehjemmet Frihedslyst
Kunstner:
Datering: 1899
Materiale: Sort granit
Mål i cm: H 275; D 25;B 143
Forslag til litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave bd. 8.
Stier i Birkerød (1988): s. 36
Birkerød Lokalhistorisk Tidsskrift 2008 nr. 2