De ni bydeles historie
I 2007 blev Birkerød kommune og Søllerød kommune sammenlagt. Den nye kommune kom til at hedde Rudersdal Kommune, opkaldt efter en lokalitet centralt i kommunen. De ni blade i Rudersdal Kommunes byvåben afspejler de ni centrale bydele i kommunen. Nedenfor kan du læse korte gennemgange af hver bydels historie.
-
Birkerød og Bistrup
Landsbyerne
I Birkerød sogn lå seks landsbyer: Birkerød, Sandbjerg, Isterød, Høsterkøb, Bistrup og Kajerød. Oprindeligt var Isterød den største af landsbyerne. Ifølge Christian 5.s matrikel af 1688 bestod landsbyen af ikke mindre end 12 gårde. Birkerød var dog hovedbyen, da det var her, sognets stenkirke blev bygget tilbage i 1200-tallet. I 1864 kom jernbanen til Birkerød, og byen ændrede karakter fra landsby til en stationsby.
Stationsby - skoleby - industriby
Stationens komme betød ikke en befolkningseksplosion, men at den fattige landbefolkning i stor stil forlod Birkerød. Dog forblev det samlede befolkningstal stabilt. Til gengæld var det kun en tredjedel, som mod slutningen af 1800-tallet var beskæftiget inden for det gamle hovederhverv - landbruget. Banen begunstigede den senere industri, samt den kostskole/gymnasium, som Johan Mantzius anlagde i 1868. Udover at være et attraktivt uddannelsessted, så var skolen også centrum for foredrag, skuespil og forfatterbesøg. Birkerød fik i 1890’erne det spøgefulde tilnavn ”Nordsjællands Athen”, da kostskole og kirke udgjorde et åndeligt centrum. Fra at være en typisk stationsby, hvor folk boede og arbejdede, udviklede Birkerød sig til en oplandsby i løbet af 1920’erne og 1930’erne. En stor del af Birkerøds befolkning pendlede til deres arbejde i København.
Det moderne Birkerød
I første halvdel af 1900-tallet slog urbaniseringen igennem i Birkerød. Det betød, at sognets befolkning koncentrerede sig om Birkerød By og landbrugsarealet blev kraftigt reduceret. En af de største forandringer skete i den nordlige del af sognet. Her blev den gamle industriby Usserød i 1938 lagt under Hørsholm Kommune. I efterkrigsårene begyndte en række industrivirksomheder at etablere sig omkring Kongevejen. Industrien flyttede ud på Høvelte overdrev, og på Kongevejen rykkede i stedet bilforhandlere og autoværkstæder ind. Birkerøds befolkning steg eksplosivt i 1950’erne, hvilket betød, at Kajerød og Bistrup blev inkorporeret. Bistrup fik parcelhuskvarter og senere socialt boligbyggeri. Man skal i dag være lokalkendt for at kende det oprindelige skel mellem Birkerød og Bistrup. Kun i Sandbjerg, Isterød og Høsterkøb forblev landsbyidyllen nogenlunde uspoleret. Birkerøds centrum blev moderniseret med indvielse af gågaden i 1975 og nyt rådhus og bibliotek i 1980.
-
Gl. Holte
Holte brændes ned
Bydelen som vi i dag kender som Gl. Holte, var det oprindelige Holte i Søllerød sogn. Det nuværende Holte hed til at starte med Nyholte. Betegnelsen Gl. Holte blev almindelig da Nyholte kom til at hedde Holte, da byen voksede frem i starten af 1900-tallet. Det oprindelige Holte lå på østsiden af det nuværende Gl. Holtegade. Landsbyen blev nedbrændt i forbindelse med svenskekrigene omkring 1658. I en afstand af ca. en kilometer længere sydpå, omkring den nuværende Gl. Holtegård, blev gårdene genopført. Husmænd og landarbejdere blev boende i den gamle landsby.
Gl. Holtegård
Generalbygmester Laurids de Thurah købte i 1755 fæstegården Gl. Holtegård for at skabe sig et passende landsted uden for København. Han rev den gamle gård ned og skabte et anlæg i barokstil med nye bygninger samt en have med symmetrisk beplantning af buske, planter og frugttræer. Udover at være et fornemt landsted blev Gl. Holtegård kgl. privilegeret kro. Laurids de Thurah nåede ikke at nyde herlighederne længe, da han døde allerede i 1759. Stedet fik siden skiftende ejere, men De Thuras originale urværk og klokkerne i tårnet findes den dag i dag. Østasiatisk Kompagnis ejer H. N. Andersen ejede Gl. Holtegård i perioden 1900-1911. Han brød sig ikke om at hans landsted lå omkranset af bøndergårde, så han købte gårdene og rev dem ned.
Gl. Holte får billige boliger og en kirke
Med byudviklingen i Nyholte og langs kysten fulgte en betragtelig arbejderbefolkning, som skulle have et sted at bo. Det var naturligt at placere disse boliger midtsogns i Gl. Holte, hvor landarbejderbefolkningen i forvejen boede. I 1917-1919 blev arbejderboligerne på Buskehøj opført, efterfulgt af boliger på Mariehøjvej, som stod færdige i 1920. Gl. Holte fik sin egen skole i 1923, og efterkrigstidens boligbyggeri i forlængelse af Buskehøj fik derfor navnet Skoleparken. I perioden 1948-1985 blev Skoleparken opført i fire etaper efterfulgt af ældreboligerne ”Lendemosehøj” i 1993. Gl. Holte blev et selvstændigt sogn i 1966, hvor det blev udskilt fra Vedbæk. Efter tovtrækkerier om kirkens placering stod Gl. Holte Kirke færdig i 1978 bygget i tidens moderne arkitektur.
-
Holte og Øverød
Ny Holte
Bydelen, som vi i dag kender som Holte, hed oprindeligt Nyholte. Og som navnet afslører er der tale om en ny bebyggelse i forhold til det oprindelige Holte – nemlig Gl. Holte. Det nye Holte opstod omkring Jean Marmillods Kongevej, som blev anlagt i årene 1764-1776. Da vejen tilhørte kongen måtte almindelige mennesker betale told for at benytte den. Et af toldstederne blev anlagt for foden af Geels Bakke, og med toldhuset fulgte også en kro.
Jernbanen
I 1864 kom Nordbanen til Nyholte, hvor lokomotiverne kunne forsynes med vand fra Vejlesø. Der skulle gå nogle år før der blev bygget omkring Stationsvej. Oprindeligt skulle den nye togstation ved Vejlesø have heddet Nyholte station, men angiveligt var der fejl i det kort, som Det Sjællandske Jernbaneselskab brugte til at navngive stationen. Derfor kom stationen og senere byen til at hedde Holte. Omkring århundredeskiftet blev der for alvor sat skub i byudviklingen i Holte. Villaerne begyndte at skyde op omkring Kongevejen, og sammen med nybyggerierne på Stationsvej opstod en ny by. I denne periode opstod de for Holte karakteristiske vejnavne, som var opkaldt efter kvindenavne. Ellensvej blev opkaldt efter vognmand Jørgen Rasmussens kone Ellen. Efter vognmand Rasmussens eksempel opkaldte en anden vognmand – Jens Larsen det nu forsvundne Marievej efter hans hustru. Med det københavnske borgerskabs indryk i byen måtte infrastrukturen forbedres, og hele vejstrukturen blev i flere omgange forbedret og udbygget med bl.a. fortove og gadebelysning.
Det moderne Holte
En del af de gamle villaer forsvandt i 1930’erne, og i stedet blev der opført de nuværende firkantede røde boligkarréer langs Kongevejen. I 1973 blev det centrale Holte fuldstændigt forandret, da Holte Midtpunkt blev opført.
Øverød
I dag er Øverød vokset sammen med Holte. Hvis det ikke var for byskiltet for på toppen af Øverød-bakken, fremgår det ikke man nu er i en anden bydel. Øverød hed oprindeligt Øbæruth, og var i gammel tid en betydelig by. Ved matrikuleringen i 1682 havde den 6 selvejergårdegårde, to landgildehuse, fem holdshuse og tre gadehuse, hvilket gjorde den større end f.eks. Søllerød. Helt op til 1910 var Øverød en forholdsvis uberørt landsbyidyl med små lerklinede huse med stråtag.
Havarthigård
Øverøds oprindelige seks selvejergårde var: Skovly – Rygård – Vejlegård – Paradisgården – Højbjerggård – Havarthigård. Havarthigården var hjemsted for et markant ægtepar - nemlig mejeripioneren Hanne Nielsen og landmand Hans Nielsen. Den ene landskendt, den anden lokalkendt. Usædvanligt for deres tid var det konen, som tegnede firmaet og gjorde sit navn kendt langt udenfor Danmarks grænser. Hanne Nielsen udviklede og højnede dansk mejeribrug. Hans Nielsen havde forstand på at tjene penge. Da den økonomiske fremgang i 1850’erne gjorde bønderne velhavende, byggede Hans Nielsen et teglværk tæt ved gården.
Rygård
I 1928-30 boede storfyrstinde Olga og oberst Kulikovsky på Rygård. Olga var yngste datter af zar Alexander III og kejserinde Dagmar. Hun flygtede sammen med sin mand oberst Kulikovsky fra den russiske revolution. De kom til Danmark i 1920. Kulikovsky der var Don-kosak var her ansat på Rygård som berider. Derudover trænede han med stor succes væddeløbsheste. Parret flyttede i 1948 til Canada.
Alderdomshjem og villakvarterer
I over 200 år husede Øverød alderdomshjemmet Drewsens Hospital på Søbakkevej. Det har navn efter papirfabrikant J. C. Drewsens farbroder Højesteretsassessor Jørgen Christoffer Drewsen, som døde 1801. Hans enke Magdalene testamenterede midler til opførsel af et hospital til ubemidlede ældre ved sin død i 1804. Det blev indviet i 1809, renoveret i 1840, og fungerede som alderdomshjem helt frem til midten af 1950’erne. Det store villakvarter ”Paradiskvarteret” opstod i Øverød i 1950’erne og 1960’erne på Paradisgårdens jorder.
-
Høsterkøb
Pavebrevet
Høsterkøb nævntes i pave Urban 3.s brev fra 1186, hvor det bekræftedes, at det Nordsjællandske gods testamenteredes af ærkebiskop Absalon til kirken i Roskilde. Høsterkøbs oprindelige navn var ”Husfrekop” – Husfruens køb. Navnet refererer sandsynligvis til Valdemar den Stores dronning, som med egne penge havde købt Høsterkøbs jorder. Hun overlevede sin mand og var nok ikke helt tilfreds med, at han ved sin død testamenterede hendes jorder til kirken. I senere paveskrifter gentages testamenteringen, og fremhævelsen af Nærum og Høsterkøb betyder, at de to landsbyer har været hovedbyer i sognene, og at de sandsynligvis har været befæstet med borge. De første trækirker har nok ligget her, inden stenkirkerne blev bygget længere inde i landet.
Trafik til København
Høsterkøb bestod af en række gårde, hvor Friheden, Lundegaard og Nygård hørte til blandt de største. Mange af de gamle huse er i dag velbevarede. Befolkningen i Høsterkøb har været præget af bondebefolkningen, men den har også huset håndværkere og folk, der har levet af skovdrift. Som tilfældet var i andre Nordsjællandske landsbyer, har der været trafik fra Høsterkøb til København, hvor bønderne fra Høsterkøb har solgt afgrøder. Men der var også trafik den anden vej. På gården ”Friheden” skulle H.C. Andersen havde overnattet på en gennemrejse. Bønderne i Høsterkøb har fra gammel tid ikke kun levet af jorden, men også haft frugtproduktion. Høsterkøb hører under Birkerød Sogn, men fik alligevel sin egen kirke i 1907-1908, endda med renæssancealtertavle og romansk døbefond hentet fra henholdsvis Birkerød og Lynge kirke.
Landsbyidyllen bevaret
Høsterkøb har bevaret sit landsbypræg helt op i vores tid. Der blev ikke bygget industri eller dominerende parcelhuskvarterer. En bevarende byplan fra 1966 sikrede, at Høsterkøb blev bevaret som landsby og de omkringliggende grønne arealer blev fredet. ”Friheden” lå uden for lokalplanen fra 1966. Den er i dag nedrevet, og der i dag opført en ny hovedbygning. Ellers er alt andet byggeri i Høsterkøb sket med respekt for byens historiske præg.
-
Nærum
Pavebrevet
Første gang vi hører om Nærum er i 1186. Her stadfæstede pave Urban 3., at det Nordsjællandske gods testamenteredes af ærkebiskop Absalon til kirken i Roskilde, heriblandt jorder tilhørende landsbyen ”Niartharum”. Gennem middelalderen var Nærum den største landsby i Søllerød Sogn, som i begyndelsen af 1600-tallet bestod af 12 fæstegårde under kronen. Efter reformationen i 1536 overgik kirkens jorder, derved også Nærums, til kronen. Christian 5 indlemmede en tredjedel af Nærums jorder i sin nyanlagte Dyrehave i 1670. Det betød, at bønderne måtte køre ”rundforbi” den nordlige del af Dyrehaven, for at nå ud til overdrevet ved Øresundskysten.
Christian Colbiørnsen forandrer Nærum
Den nok mest kendte indbygger i Nærum var nordmanden Christian Colbiørnsen, som boede på Sophiehøj – den senere Nærumgård i perioden 1781-1806. I sin tid i Nærum fik Colbiørnsen sat sit solide aftryk på byen. Han opkøbte de omkringliggende gårde, opførte avlsgården Wesselsminde, nær Mølleåen, og ikke mindst et stort teglværk. Wesselsminde afhændede Colbiørnsen allerede i 1802, og teglværket blev nedlagt ved Nærumgårds salg i 1806. I 1865 bygges en ny avlsgård på teglværksgrunden, og avlsgården udskiltes fra Nærumgård otte år senere. Avlsgården udviklede sig til et af områdets største landbrugsvirksomheder efter, at Alfred Christensen købte den i 1886. Han kaldte sin nye avlsgård Nærumgård. Et nyt stuehus opførtes i 1920 og hele gården hed nu Fruerlund. Fruerlunds jorder dannede grundlag for den matrikel, som kommunen i 1930’erne købte for at bygge plejehjem, hovedbibliotek og boliger.
Nærum får jernbane og motorvej
I 1880’erne kom kulgrosserer Alfred Christensen til håndværkerbyen Nærum. Han opkøbte næsten al jorden omkring Nærum og begyndte at udstykke byggegrunde. Dette medvirkende til, at Nærums befolkning blev fordoblet i starten af det 20. århundrede. Byen fik en ny skole i 1901 og egen kirke i 1932. Alfred Christensens spekulationer i boliger hang sammen med, at han samtidig var hoveddrivkraften bag anlæggelsen af Nærumbanen i år 1900. Anden etape af Nærums udvikling blev sat i gang lige efter krigen, hvor transformationen fra landsby til forstad virkelig tog fart. Med Marshallhjælpen slog Brüel og Kjær sig ned i 1948, efterfulgt af Nærum Nylon. Boligbyggeriet eksploderede og Hørsholm-motorvejen blev anlagt i 1956. Med udviklingen fulgte nye skoler, plejehjem og sågar en ”ungdomsgård". Nærum fik et nyt forretningsområde, da Nærumvænge Torv blev indviet i 1958. Brüel og Kjær har i det nye årtusinde afviklet en stor del af deres aktiviteter i Nærum. I stedet rykkede ungdommen ind, da Nærum Gymnasium blev indviet på Brüel og Kjærs gamle område i 2003.
-
Skodsborg
Skovsborg
Skodsborg var oprindeligt hverken en landsby eller et fiskerleje. Området ved Øresundskysten blev i mange år benyttet som overdrev for Nærumbøndernes dyr, og i 1688 forpagtede Gudmand Bendtsen en del af kyststrækningen. I området anlagde han en frugthave og et landsted, som blev opkaldt efter de omkringliggende skovklædte bakker. Landstedet fik derfor navnet ”Skovsborg”, som i begyndelsen af 1700-tallet blev delt op i to lyststeder, Retraite og Skovsborg. I 1700-tallet opstod en række landsteder langs Øresund. Skodsborgkysten var et sted, hvor det københavnske borgerskab kunne trække sig tilbage fra den hektiske hovedstad og nyde roen og ensomheden. Ejendommen Skovsborg, som efterhånden blev til Skodsborg, fik i 1852 Frederik 7. og grevinde Danner som ejer. Skodsborg gav den friluftselskende konges mulighed for ridning, fiskeri og ikke mindst at dyrke sin amatørarkæologiske interesse i Jægersborg Hegns mange gravhøje.
Industri
I Christian 4.s tid lå der en kornmølle ved Mølleåens udløb – den senere Strandmøllen.1700-tallet var også begyndelsen på industriens tidsalder i Skodsborg. I 1693 overtog den tyske papirfabrikant Johann Drewitz, fordansket til Drewsen, Strandmøllen. Den forblev i familiens eje de næste 200 år. I 1785 kom englænderne Nelthrop og Harris til Skodsborg. De installerede sig på Retraite og åbnede et garveri. De blev med det samme Johan Christian Drewsens dødsfjender. Han trak dog det længste strå i den konflikt og endte med at overtage Retraite, da englænderne gik konkurs i begyndelsen af 1800-tallet. Retraite blev først til klædefabrik i 1890’erne og derefter til hattefabrik i 1912.
Badehotellerne
I slutningen af 1800-tallet fik Skodsborg status som kur og badeby. I 1874 anlagdes Skodsborg Søbad, Hotel Øresund 1878 og 1898 Skodsborg Badesanatorium. Den nyåbnede kystbane i 1897 havde bragt Skodsborg tættere på hovedstaden og i 1925 var sanatoriet nordens største kurbad. Befolkningstilvæksten i Søllerød Kommune gik ikke Skodsborg forbi. I 1935 blev dele af Søbadets grund udstykket til etagebyggeriet Høje Skodsborg. Byggeriet blev en succes, og med det fulgte Skodsborgparken.
-
Søllerød
Kirken og kroen
Søllerød By opstod på den høje bakke ved den østlige ende af Søllerød Sø. På bakkens top 30 meter over søens overflade byggedes Søllerød Kirke, hvoraf de ældste dele stammer fra omkring 1180. Ingen kirke uden en kro og Søllerød var da heller ingen undtagelse. Et af gadehusene ved det gamle gadekær, fik i 1677 ret til et ”lidet Krohold for de Rejsende og Lusterende”. Det blev præsteenken i Søllerød der havde dette krohold. I 1719 var det igen efter en kort pause en præstekone der fik kroholdet. Parret var åbenbart driftige folk, da man i byen sagde om, at præsten udskød gudstjenesten så bønderne kunne blive lidt længere på kroen.
Landsbyen
Søllerød By hørte til en af de mindre i sognet. Den afsides beliggenhed fristede ikke bønderne til bosættelse. Derimod tiltalte det dem, der søgte idyl og landlig fred, så byens gårde blev omdannet til lystgårde. I 1700-tallet blev landsbyen præget af landliggere, der i deres fornemme palæer og landsteder tilbragte somrene i det romantiske område, der af maleren Rahbek blev betegnet som ”Lystrejsernes Højdepunkt”. Op gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvidedes villabebyggelsen og Søllerød voksede. Søllerødvej udviklede sig op til 1950 til en lille forretningsgade med købmand, bager, kiosk, viktualieforretning, cykelsmed, skomager, ismejeri og Schous Sæbehus. Søllerøds første rådhus blev opført i 1903 på Søllerødvej 64. Det blev udvidet i 1920. Den voksende kommunale forvaltning gjorde at der hurtigt blev pladsmangel, og huset blev udvidet i 1920. Dette var imidlertid ikke nok og flere af nabovillaerne blev inddraget til den kommunale administration. I 1942 blev rådhuset i Søllerød afløst af det nuværende rådhus ved Kongevejen i Holte.
Udflugtsmål for københavnere
Allerede i 1700-tallet blev Søllerød besøgt af en række af datidens kendte mennesker og at området fortsatte med at have en vis dragende effekt, kan ses på rækken af kendte sommergæster. Her kan nævnes den norske komponist Edward Grieg, H.C. Andersen, Gustav Wied, Emil Hartmann, Isak Glückstadt og Storm P. Søllerød kro blev, med sin idylliske placering ved gadekæret, meget tidligt et populært udflugtsmål for københavnere. Netop denne idyl mente mange af de fastboende søllerødborgere stod i vejen for byens udvikling. De mente ikke, at det det var Søllerøds opgave at tilfredsstille de mange københavnske gæsters behov for idyl. I 1918 blev der fremlagt planer om udvidelse af Søllerødvej så der kunne blive plads til den voksende bilisme. Samtidig kunne man fylde gadekæret op så kroens gæster kunne få en parkeringsplads. I forbindelse hermed kunne man få plads til en benzintank. Dette blev dog forhindret af den lokale grundejerforening, der satte idyllen over udviklingen.
-
Trørød
Landsbyen
Landsbyen Trørød, eller ”Thryrwth”, nævntes i et brev fra pave Urbans 3. til Absalon i 1186. Her bekræftede paven, at landsbyen testamenteredes til kirken i Roskilde som tilliggende til sognets største landsby Nærum. Trørød var i 1500-1600-tallet en af sognets mindste landsbyer, med et samlet landbrugsareal på halv størrelse af en gennemsnitlig herregård. Trørøds jorder blev kortvarigt pantsat efter svenskekrigene 1658-59, men i en enkelt gård indløste kronen ikke panten. Den blev indrettet som kobbermøllen ”Freudenlund” (Frydenlund), men tilbagekøbt af kronen og indrettet som jagthytte i 1683.
Elskovsreden på Frydenlund
Frydenlund blev kortvarigt bortforpagtet til familien Reventlow, men efter Frederik 4.s giftermål med Anne Sophie Reventlow kom slottet tilbage i kongens hænder. Kong Frederik lod slottet ombygge til et særpræget ottekantet lystslot i 1729. Frydenlund blev givet i bryllupsgave til Caroline Mathilde, da hun blev gift med Christian 7. i 1766. Det tjente som royal elskovsrede for Struensee og Caroline Mathilde i 1770-1771, men efter Struensees fald forfaldt slottet, og det blev solgt i 1793. En voldsom brand ryddede så godt som hele det centrale Trørød i 1781. Efter branden blev kun nogle af gårdene genopført på deres gamle plads. Andre blev flyttet ud på markerne omkring byen. Med branden og flytning af gårdene opstod strukturerne af det moderne Trørød. I slutningen af 1800-tallet fik landliggerne øje på det idylliske Trørød. I slutningen af århundredet begyndt de første systematiske udstykninger af landsbyens jorder, og mange håndværkere slog sig ned i Trørød. Flere af landliggerne blev til fastboende, og blandede sig med den indfødte bonde- og håndværkerbefolkning.
Fra landsby til forstad
Landsbyidyllen dominerede Trørød helt op til moderne tider, selvom fremskridtet også nåede til byen. I 1852 fik Trørød sin første industri, Frydenlund Teglværk, og i perioden 1900-1921 kørte Nærumbanen til Trørød. Dog primært for at betjene Frydenlund æbleplantage. I begyndelsen af 1900-tallet steg indbyggertallet også i Trørød, som det gjorde i kommunens andre byer – dog ikke helt så hurtigt. I 1911 taltes 342 indbyggere i Trørød og i 1940 934. Trørød var den sidste landsby i Søllerød Kommune, som forvandlede sig til forstad. I 1960’erne fik Trørød et industrikvarter, og villakvarterene overtog bybilledet, men omkring torvet findes stadig spor fra den gamle landsby.
-
Vedbæk
Fiskerleje
Vedbæk er et gammelt fiskerleje. I ældre tid kaldtes det Vithebæk, senere Vebæk eller Veibæk. Navnets oprindelse er uvis. I slutningen af 1500-tallet lå der i denne egn store skovstrækninger og amtets bønder mødtes ved Vedbæk for at føre tømmer ned til anløbspladserne. I 1600-tallet nævnes Vedbæk fiskeleje hyppigt. I 1680 var der 5 huse, gårde var der ingen af. Vedbæk var ingen landsby. Enkelte af indbyggerne forsøgte sig med agerbrug, men de fleste var fiskere. Selvom Vedbæks jorder strakte sig til Smidstrup, lå bebyggelsen sammentrængt ved det nuværende Enrum.
Industri
I 1634 anlagdes Kobbermøllen ved Vedbæk, der på et tidspunkt havde en ret stor industriel betydning. Anlægget blev dog jævnet med jorden under svenskekrigen. I 1690 blev der givet tilladelse til at opføre et teglværk i Vedbæk. Teglværket lå ved stranden ud for det senere Enrum. Fra 1745 lå teglværket stille, da der ikke var mere ler. Grunden med teglværket købtes i 1752 af ejeren til Enrum, J.F. Wever. I slutningen af 1700-tallet opførte Enrums daværende ejer, Fabritius de Tengnagel, et lyststed på teglværkets grund. Det kom til at hedde Alexandria. Dette blev senere overtaget af generaltoldkammeret, der oprettede et toldsted dér. Alexandria var toldsted fra 1810 1865. Det gamle toldsteds syv tønder land blev udstykket og Alexandria fik navnet Miramare. Efter en brand blev et nyt Miramare opført på stedet i 1887-88.
Landliggere
Vedbæk blev i 1700-tallet præget af de mange opførte lystgårde og lysten til at tilbringe sommeren ved kysten nær København tog til. I1800-tallet steg steg antallet af villaer i Vedbæk betragteligt og dette fortsatte ind i 1900-tallet. Turisttrafikken til Vedbæk tog ligeledes til i 1800-tallet. Dampskibet Caledonia begyndte i 1820’erne sine sommerture til Vedbæk. Dampskibet, der lagde til ved Alexandrias bro, sejlede kun i godt vejr. Med kun en ankomst om morgenen og en afgang om aftenen fik den ikke den store betydning for Vedbæk. Anderledes var det, da turistfarten tog til i 1870’erne. Der blev sat to dampskibe ind på ruten og der var flere daglige ankomster og afgange fra København til Vedbæk. På de store udflugtssøndage kunne der i Vedbæk være fyldt med ventende mennesker og køen gik ofte hen ad Strandvejen. Også landliggerne var glade for dampskibene. Hidtil havde de kun haft rutebilen på strandvejen når de skulle på arbejde i København. Nu kunne de benytte dampskibet. I 1897 kom kystbanen til Vedbæk. Dette forringede dampskibsrutens betydning betragteligt, men indtil begyndelsen af 1900’tallet kunne man stadig benytte den smukke rute fra København til Vedbæk.
Vedbæk Havn
De mange landliggere med deres lystbåde gjorde, at der i Vedbæk opstod behov for en havn. I 1919 kunne man indvie den nye havn. Havnen blev et samlingspunkt både for byens faste beboere og sommergæsterne. Selv om havnen hurtig blev for lille, blev den først udvidet i 1930’erne, og kun med 20 meter. Vedbæk kro hørte til en af egnens ældste; den blev etableret i 1650. Kroen eksisterede, til den brændte i 1898. Derefter fik Vedbæk Hotel krobevillingen. Vedbæk Hotel blev nedrevet i forbindelse med opførslen af Hotel Marina i 1963. Netop 1960´erne betød store forandringer for Vedbæk. Efter Hotel Marina var færdigt, kom den store havneudvidelse i 1965-69. Der var et stigende behov for bådpladser om sommeren. Den gamle havn kunne højst rumme 90 lystbåde, den nye afdeling alene havde plads til omkring 450. Man lavede en stor parkeringsplads på en opfyldning i vandet. I 1972 udvidede man yderligere, så der var plads til små joller.