Ole Pedersen Kollerød blev født i landsbyen Kollerød, Lynge sogn, ved Hillerød, d. 11. september 1802.

I 1814 blev den 12 år gamle Ole Kollerød tjenestedreng hos bl.a. præsten i Jørlunde. 18 år gammel rejste han til København, hvor han kom i møllerlære.

Ifølge hans egen skildring var det her, han blev lokket ind på forbryderbanen af en ældre svend på møllen. Efter gentagne tyverier og næsten lige så mange fængselsophold begyndte en trøstesløs vagabondering med kortvarige job rundt om på Sjælland.

I 1837 skete den begivenhed, der blev skæbnesvanger for Ole Kollerød. Den 14. juni myrdede han og to andre forbrydere papirkusk Lars Petersen  fra Nymølle Papirværk ved Mølleåen.

Det var Ole Kollerød der svang kniven over Lars Pedersen, da papirkusken viste sig ikke at være den svækling som medgerningsmændene på forhånd havde sagt. Lars Pedersen vågnede under mændenes indbrud og satte sig voldsomt til modværge. Han greb fat i Ole Kollerød som ifølge sin egen beretning skar halsen over på ham, af frygt for at blive afsløret af kuskens råb.

Overfaldet var planlagt i hjemmet hos en af forbryderne, der boede under usle forhold i (Gl.) Holte. Det var også i dette hjem, at forbrydelsen senere blev opklaret. Det var nemlig her - det første sted nogen ville lede -  forbryderne gemte sig efter mordet. Og de havde en del af det sparsomme bytte med, bl.a. ofrets hat.

I tidsrummet mellem domfældelsen og henrettelsen skrev Ole Kollerød ”Min historie”, som er et enestående kultur- og socialhistorisk dokument på 218 tekstsider. Mordet i Nymølle har en meget central placering i disse erindringer, der i høj grad bidrager til forståelsen af den fattige underklasses forhold i begyndelsen af det 19. århundrede.

"Min historie" blev skrevet i taknemmelighed til kaptajn og stokhusinspektør A. von Agerholm. Det var under opholdet i Stokhuset, at Agerholm, ved sin humane indstilling, vandt Ole Kollerøds hjerte i en sådan grad, at han besluttede at skrive sin selvbiografi og forære den til kaptajnen.

Gennem Ole Kollerøds ordforråd og stavemåder i bogen, får vi oplysninger om både almuesproget på hans fødeegn og landsbymiljøet; vi må heraf antage, at Ole Kollerøds skrevne ord gengiver den nordsjællandske dialekt, som den taltes i Kollerød for ca. 6 generationer siden (Dansk folkemål bd. 14, årgang 1943)

Den 17. november 1840 på Amager Fælled satte bødlens økse punktum for Ole Kollerøds sørgelige liv.

”Det begynder ikke, før jeg kommer,
sagde Ole Kollerød, da han skulle henrettes”
(Dansk mundheld 1899)

Havarthigården i Øverød var i slutningen af det 19. århundrede hjemsted for et markant ægtepar: Mejeripioneren Hanne Nielsen og landmand Hans Nielsen. Den ene landskendt, den anden lokalkendt. Usædvanligt for deres tid var det, at konen tegnede firmaet og gjorde sit navn kendt langt udenfor Danmarks grænser.

Hanne Nielsen udviklede og højnede dansk mejeribrug og Hans Nielsen havde forstand på at tjene penge. Da den økonomiske fremgang i 1850’erne gjorde bønderne velhavende, byggede Hans Nielsen et teglværk tæt ved gården. Bønderne byggede som aldrig før og Hans Nielsen lavede 6-700 000 mursten om året, samt ca. 100 000 drænrør til afvanding af marker. Hans Nielsens mursten blev bl.a. brugt til at genopføre Frederiksborg Slot efter branden i 1859.

Medens Hanne Nielsen lærte moderne mejeribrug forskellige steder i Danmark, byggede Hans Nielsen en ny gård hjemme i Øverød. Komplekset var færdigt i 1867 og kom til at hedde Havarthigård. Hans Nielsen var en dygtig landmand og teglværksejer og selvom han ikke var landskendt som sin kone var han kendt i lokalsamfundet, hvor han var medlem af sognerådet. Han nåede da også ud over sognets grænser da Havarthigården i 1876 var i ”Ugeskrift for Landmænd”, i en række beskrivelser over førende danske gårde.

Hans Nielsen drev sin gård efter de mest moderne metoder og til dette krævedes en moderne indrettet gård med moderne landbrugsmaskiner. Alt dette havde Hans Nielsen og Havarthigården. Hanne Nielsen modtog mange elever på Havarthigården; over 1000 elever havde hun i sin tid som mejerist. Hun var tidens førende gårdmejerist, og at have været elev på Havarthigården var en anbefaling i sig selv. Hanne Nielsen foretog flere udenlandsrejser for at lære at fremstille ost. Hun rejste stort set i hele Europa og indførte flere nye ostetyper til Danmark, her kan bl.a. nævnes Myseost, Emmenthaler, Brie, Camembert og Roquefort.

Højbjerggård blev ligesom Havarthigård kendt udenfor sognets grænser, dog for noget mindre behageligt end osteproduktion. Gården var i 1908 skueplads for et rovmord. Mordet blev landskendt som Bulotti-mordet. I 1908 kom Wasili Michael Karazoff fra Riga til Danmark. Han kaldte sig Bulotti efter en russisk frihedshelt fra 1700-tallet. Lauritz Bech på Højbjerggård ansatte Bulotti, men det endte med, at Bech fyrede Bulotti, som han stemplede som ”en doven russer”. Med en for datiden ukendt frækhed krævede Bulotti løn for sin tid på Højbjerggård. Dette blev ham nægtet og Bulotti lovede ved sin afsked, at han nok skulle komme forbi ved lejlighed. Samme sommer fik Bulotti arbejde på Tornbjerggård, i Ejby Sogn ved Køge. Her gik det dog ikke meget bedre.

Bulotti havde anskaffet sig forskellige håndvåben, dette bragte ham i misforhold til gårdens øvrige landarbejdere. Proprietæren på Tornbjerggård så ingen anden udvej end at fyre Bulotti, dette skete lige efter høsten. Nok engang krævede Bulotti sin løn og nok engang måtte han gå uden. Bulotti stak ild til ladebygningen og da gårdejeren kom ud skød Bulotti efter ham. Ejeren slap dog uskadt hvorimod gårdens forvalter blev såret med knivstik, inden Bulotti stak af.

Bulotti søgte tilflugt i den russiske koloni omkring Lille Brøndstræde i København. Han ragede sit lange skæg af og på denne måde undgik han at blive arresteret. Bulotti havde dog ikke glemt sit løfte til Bech på Højbjerggård. En novemberaften i 1908 mødtes han med tre medsammensvorne, to polakker og en russer. De tog til Øverød for at kræve Bulottis løn. Her gik det helt galt, Bech blev myrdet med både skud og knivstik. Fru Bech blev stukket med kniv, men overlevede. Røvernes udbytte blev et par hundrede kroner i kontanter, en del smykker og noget sølvtøj.

En sand klapjagt sattes nu ind, bl.a. med udkommanderet militær. Egnen var opskræmt, folk flyttede sammen i husene, og politi og dommer måtte for at berolige kommunens borgere indlogere sig på Ny Holte Hotel. De skyldige blev set mange steder i København og omegn. Det har ikke været let at være polak eller russer i Københavnsområdet i disse novemberdage. Der blev da også anholdt en del uskyldige polakker og russere, ja selv finner røg i arresten.

Men endelig den 16. november 1908 kunne man i avisen læse: ”Bulotti fanget”. På dramatisk vis blev Bulotti efter at have affyret flere skud mod politiet overmandet på planlægningsstedet i Lille Brøndstræde. Bulotti fik livsvarigt fængsel. Han døde på Nykøbing Sjællands sindsygeanstalt i 1943. Hans medsammensvorne fik fra 5  til 6 års fængsel.

Rygård har ligeledes gjort sig bemærket for eftertiden. I 1928-30 boede storfyrstinde Olga og oberst Kulikovsky på gården. Olga var yngste datter af zar Alexander III og kejserinde Dagmar. Hun flygtede sammen med sin mand, oberst Kulikovsky, fra den russiske revolution. De kom til Danmark i 1920. Kulikovsky, der var Don-kosak, var her ansat som berider på Rygård. Derudover trænede han med stor succes væddeløbsheste. Parret flyttede i 1948 til Canada.